Erklæringen
Til Seline
Til Seline
Naar Morgenrødens første Smiil indbyde
Den slumrende Natur til Liv og Lyst;
Naar Solens Straaler brændende sig bryde
Paa Markens svedende Beplanters Bryst;
Naar gyldne Phoebus ned i Havet daler,
Og ender Bondens Slæb, og Byens Larm;
Naar Midnatstimens Stille skaber Qvaler
Selv i den kronede Misdæders Barm;
Jeg tænker, føler, seer kun dig, Seline!
Jeg vaagner op kun for at tænke dig;
Mig smiler Solen i din kielne Mine,
Naar du er bliid, den ei gaaer ned for mig.
Den mørke Nat paa mig sin Rædsel spilder,
Dit lyse Billed mig opklarer den,
Dig Kierlighed mig overalt afbilder,
Og rundt omkring mig straaler Himmelen.
Med Guld hver Gienstand males af de Luer,
Som dine Smile tænder i mit Bryst;
Mig alting straaler Fryd; hvorhen jeg skuer,
Mit Øie møder allevegne Lyst.
Og rolig skal jeg ned i Graven stige,
Naar jeg kun ogsaa der kan tænke dig;
I Jordens Muld, i Dødens mørke Rige
Dit skiønne Billede skal følge mig.
O! hvad er Purpur, hvad er gyldne Troner,
Hvad er Horazers og Pindarers Ild,
Homerers Hæder, Evighedens Kroner,
Seline! mod dit mindste søde Smil?
Og jeg har seet det, jeg har seet dig smile,
Og evig staaer det malet i mit Bryst;
Jeg mellem Farer nu kan rolig hvile;
Jeg kiender dig, og kiender idel Lyst.
Og denne faste Fryd skal intet rykke
Trods Skiebnens Harm og Livets Bitterhed;
Dybt i min Siel er Grunden til min Lykke,
Den knuses ei, før denne knuses med.
Thi naadig Himlen bandt med ingen Lænke
Den indre Kraft, som virker i min Siel;
Jeg kan jo dig og al din Ynde tænke,
Jeg kan jo henrykt glædes ved dit Held.
Jeg kan jo fryde mig, naar du dig fryder,
Jeg kan jo lide, græde her med dig,
Jeg kan jo synge dig og dine Dyder,
Og jeg kan døe, naar Jorden taber dig.