Jens Baggesen: “Væddeløbet i det Lave” from Poetiske Epistler (1814)

Væddeløbet i det Lave

Til Digteren Øhlenschlæger i Paris.

„Tel brille au second rang, qui s’éclipse au premier” —

Det gielder omvendt tidt, naar den, som græder, leer.

Marly.

Tak for den Tilskrivt, som din Skiærts

I respektive Svar paa Vers

Har alt for kiærlig lempet efter

Min Aands og Fatnings ringe Kræfter,

Nedladende sig til en Stiil,

Der egentlig kun mig er egen,

Og som din Muse, halv forlegen,

Har vist ledsaget med et Smil,

Om ikke med lidt huuslig Skiænden,

Fordi du hendes Høihed tvang,

Trods lange Slæb og tunge Krone

Samt høie Hæle under Sko’ne,

Midt i sin stadselige Gang

Til en Slags Gadetøiterenden

Med een af disse Duller smaa,

Der løber om, med Tøfler paa,

Og ofte blot paa Hosesokker,

Tyndklædte, let til Fods, som Pokker,

Og stiæle Pølser eller Taft

I Poesiens Vimmelskaft —

Jeg meener, som du vel kan tænke,

Min Dulle, salig Wessels Enke.

Tak, Herre Ven! des meere Tak,

Da, for sin Majestæt en smule

Ved denne Leilighed at skiule,

Din ellers kongelige Snak

Omsvøbte sig en hullet Kappe

Istedenfor en simpel Frak,

Hvis Ærmer var den lidt for knappe;

Og, for at blive min saa lig

Som mueligt, næsten alt for kurrig,

Alt for pudseerlig, alt for snurrig

Riimkarrikatureerte sig!

Tak siger jeg, Tak siger dig

Med mig den lille Skiemt-Canaille,

Der sidder med sin smækkre Taille,

Skiøndt Enke, dog som nylig fød,

Saa kiælen, væver, hvid og rød,

Her paa mit muntre Lunes Skiød

I Kield’ren, hvor jeg boer hos hende,

Ved Musevimmelskaftets Ende —

Tak siger jeg med min Pernille

For Æren af det Gienbesøg,

Din Muse giort os har i Spøg —

Tak, mange tusind Tak, Broerlille!

Tak for det slemme Bryderie,

Dig vist har voldt, saa lavt at rime

Paa vor Maneer halvanden Time,

I halv frotroligt Maskepie

Med vore Dukker, vore Løier,

Og alt det Snurrepiberie,

Som Smaafolk kun og Børn fornøier,

Og som, til Nød, vel neppe døier

Jert eget Tempels Gallerie —

Tak, for saa dybt I vilde stige

Herned til os og vore Lige,

For, uden mindste fornemt Knurr,

I næsten under Rimets Mudder,

Saa got som i prosaisk Dynd,

Med meer end den mig egne Fynd —

Paa bare Been at løbe Surr —

Og boltre jer i bare Sludder.

Naar jeg betænker ret den Top,

Hvorpaa du sidder dog gemeenlig,

Høit over mig, og næsten eenlig,

Da saare faa til den steg’ op,

Begriber jeg det næsten ikke,

Hvorlunde du, paa langs og tvers,

I næsten underjordske Vers,

Min komiske Begeistrings-Hikke

Har kunnet, blot ei trumfe mod,

Men virkeligen, Fod for Fod,

Og Riim paa Riim, endogsaa stikke.

Tillad, min Adam, mig at troe,

Du meere græd derved end loe;

Og at du ikke fik for intet

Spøgflesket i dit Sprog saa tintet —

At det var ikke lutter Sviin,

Hvis inden Skiemtbillardets Borde

Du Stød i Stød bestandig giorde

Min Karambol og Karolin!

Tilgiv mig, hvis af Kunst jeg mærker

I dit naive Svar et Spor,

Og at jeg det blandt dine Værker

Netop det mindst naive troer.

At giøre din Fru Melpomene

Paa Riimbrevmusens lave Scene,

For, uden Tvang at løbe rap

Med min Smækfilliken om Kap,

Trods hendes Gyldenstykkes Trøie

Og Sølvmoers Skiørt — saa reent til Sløye,

Saa fuldelig fra Taa til Tip

Til overgiven Spirrevip,

Har sikkert kostet dig lidt Møie.

Og det er ei at undre paa —

Du vil din Nød bestandig faae,

Naar ikke blot du med de store

Spilopper røre vil og more

Men ogsaa kildre med de smaa.

Thi — jeg vil tiene dig, min Broder —

Man være kan et stort Genie

Med alle Nykker, alle Noder

I Tiecks og alskens Poesie:

En sand Original-Copie

Af Göthe, Fanden og hans Moder —

Og sove sig til Dreier i

Naturens plastisk-drastisk-drægtige

Og pittoresk-groteske, prægtige,

Naive Pottemagerie

(Hvis Skiørhed sig kun sielden blotter

I Fastelavnske Mandags-Potter) —

Man sove kan hos alle ni

Nat ud og ind, og blive Fader

Til ni Kuld Qvæder og Ballader,

Og til den hele Skue-Slægt,

Fra Ridderen af Elephanten,

Med Alexandernavn i Kanten,

Til Spillets komiske Klør-Knægt —

Ja — jeg vil tiene dig, monfrère! —

Man af Naturen fød kan være

Til Guds og Fandens Tidsfordriv,

Og være klædt, paa alle Moder,

I Gadeviiser og i Oder,

Før Fødslen selv, i Moders Liv —

(Hvis min korsøerske Jordemoder

Har ikke smigret mig med Snak,

Jeg selv endog har havt den Ære

I en slags Skiorte født at være,

Der lignte baade Kiol og Frak)

Ja — jeg vil dig end meere lade —

Man digte kan en Iliade

Trods den almægtige Homers

(Hvis Almagt var dog vel som fleers),

Man kan endog maaskee det tvinge,

Med dybe Fiær af et Par Læs

Betydningsfulde Mortensgiæs,

Sig tragisk op at kunne svinge

Høit over en Euripides

Og Æschylos i Dramurgien,

Og alregiere panisk i ’en

(Tak skee ny tydske Pansophien)

Som en fuldendt Pansophokles —

Ja — hvis, som sagt, kun rigtig rykkes

Bemeldte Fiærevingers Skud

Af Alnaturens Vildgaas ud,

Og Aabningen af Aaren lykkes,

Hvormed sig kiækt forskrev fra Gud

Den salig’ Doctor Faust til Fanden —

Man uden mindste Hovedbrud

Kan gaae saa drastisk fra Forstanden,

At alt det Smør, der giøres i

Naturens Melkeveies Kierne

(Saa kalder jeg en Digters Hierne);

Blir lutter ævret Smør-Genie:

Puur, pære, plastisk Phantasie —

Man siden kan med denne smøre

Nye Verdner sammen, af og til,

Trods dem i Shakspears Tryllespil,

Og Konger, Kæmper, om man vil,

Og alskens Kalibaner giøre

Deri, hvem veed? — og dog, Broerlil,

Og dog — just ikke løbe til,

At giøre Riimbrev-Arieller,

Smaabitte Luneglutter, eller

Jens Baggesenske Bagateller,

I lette Vers, saa snart man vil.

Saa (for af Biblen at fremføre

Beviis, hvor sært den Tanke kan

Selv Tusindkunstnere forføre:

At hvad i Grovt man nemt kan giøre,

Gaaer i det Fine let og an) —

Saa blev for Israels Befrier

Ægyptens Troldmænds Koglerier,

Der stak, og giorde næsten Beet

Den jødiske Landplagemager

I hiemmegiorte Landeplager

Af næsten engelsk Bonitet,

Til Skamme netop i det Lille —

Og de, der tappert slog Spadille

Til hver hans Trumf-Kalamitet,

Og eftergiorde hans Spektakler,

I store tragiske Mirakler

Af alskens Mord og Vold og Gruus —

Imens der laae et Fandens Huus —

Blev (siger Skriften) reent til Stakler,

Og hver stod, flad og flau, konfus,

Da det med eet blev ganske stille,

Og Jøden dem faldt paa at drille

Med Eftergiøren af hans Luus. —

Saaledes — for paa mit Eksempel

At sætte Hedenskabets Stempel

(Hvis Biblens er dig ikke nok,

Der af deslige har en Skok);

Saaledes Jupiter, der giorde,

Som Overgud, alt hvad han torde —

Og torde, hvad han vilde — thi

Hans Guddom var et, trods Herr Schlegels,

Herr Tiecks, Herr Werners og Herr Hegels,

Aldeles ugeneert Genie —

Der brød sig lidt kun om Kabalen

Af Christendommen og Moralen —

Og trodsede den gode Smag

(Den i det mindste som er Moden

Blandt sædelige Folk paa Kloden)

I mangen Yttring for og bag —

Som derfor og blev Stamme-Peter

Til alskens Bestialiteter

I Verdens store Jupitrik,

Ved det de øvrige Planeter

En Hoben Genialiteter

Med hans Genie paa Halsen fik —

Selv denne Jupiter, den første

Blandt alle Göther, og den største,

Der hver en Kiæmpe-Viv og —Brud,

Snart med, snart mod Naturens Orden,

Besov i Himlen og paa Jorden —

Som Svane snart, og snart som Stud —

Men altid herlig som en Gud —

Der, uden allermindste Hinder,

Og uden at det kosted ham

En Skillings Udgivt, giorde tam

Den hele Vildpark af Gudinder,

Faldt reent igiennem, som vi see,

I Skikkelsen af Sommer-Snee

Fra gyldne Skyer — maatte dale,

Sin høie Majestæt til Spee,

Lig en i Taarer opløst Svale,

Der drypper ned i dybe Dale

Med optøet Næb og smeltet Hale

(For ei om Vingerne at tale)

Og, barende sig for at lee,

Han maatte grædende betale

For et Par lumpne Kys, maaskee,

Af Sperevippen Danaë. —

Saa (for Exempler og at tage,

Til Overflod fra vore Dage)

Saa den forfærdelige Fyr,

Tarantelen mellem Bierne —

En Hval imellem Sild, en Tyr

Blandt Tudser, kort, blandt tamme Dyr

En Tiger — der nu holder Styr

Paa Verden her i Tuillerierne

Med — troer jeg — med sit blotte Navn,

Hvis Nabo-Løve-Brøl henrulder

Om Jorden i et rædsomt Bulder

Fra Qvang-tong-fu til Christianshavn —

Der giøre kan alt, hvad han vil

(Trods Sydens Tell, og Nordens Till,

Og Østens Povl, og Vestens Peder,

Der staae, med Gaben, og see til)

Og netop vil Umueligheder —

Der med et Gaasefiædersving

Kan giøre modens Potentater,

Præfekter, Paver og Prælater

Af ingen Ting, som ingen Ting —

Der, efter næsten alt paa Jorden,

Hvad der var hidtil noget ved,

Med forrige Naturens Orden

Tilgavns at have revet ned,

Er i Begreb med at faae færdig

For alle Dyr et sikkert Buur,

Og, inden sammes tykke Muur,

En ganske splinterny Natur,

Ham selv og dem aldeles værdig —

Han staaer der nu — Fru Fine fandt,

Og Frøken Fis, og mange fleere,

Som jeg vil ei kompromettere,

At, hvad jeg siger her, er sandt: —

Han staaer (trods Evnen til at abe

Selv Fanden efter i at skabe)

Med al sin Almagt der en kiøn,

Hvor det kun gielder om at mage,

Hvad end dog kan i vore Dage

Selv mangen Anonym, i Løn:

Og mægter ei, trods Smiger-Oden,

Der ligner ham med Antipoden

Af det passive Hverkenkiøn —

Trods Fruens og hans egen Bøn —

Med al sin Ragen om og Roden

I al sin Magt, med hele Kloden

I Snavset under Støvlefoden —

At færdig faae paa gamle Moden

En lille Tøddel af en — Søn.

Saa (for ei længer mig at rende

Stakaandet efter Prøver fleer

Paa, hvad du allerede seer —

Og Brevet paa en god Maneer

Med en moralsk Sentents at ende)

Saa tidt den største Spillemand,

Der med Fiolen fører an,

Kun slet paa Hyrdepiben fløiter;

Den, som i Luften dandse kan,

Og løbe paa en Afgrunds Rand,

Kan derfor just ei gaae paa Skøiter.

Selv den, der Hoffets fine Smag

Med Held polerer Dag for Dag,

Og hele Nationens høvler,

Var neppe ret i Stand, som saa

(Kom det alvorlig an derpaa)

Tilgavns at børste dine Støvler.

Jeg derfor giver dig, min Broer!

Det Raad, jeg gav dig alt i Fior:

Bliv stor — bliv ved at være stor,

Hvor Melpomenes Lamper tindre;

Men, alt for nær ved Jorden, gys

For hendes Søsters Gøgle-Lys —

Og vov dig sielden til det Mindre.

Jens Baggesen (1764–1826)

Væddeløbet i det Lave

Til Digteren Øhlenschlæger i Paris.

„Tel brille au second rang, qui s’éclipse au premier” —

Det gielder omvendt tidt, naar den, som græder, leer.