Jens Baggesen (1764–1826)

          Dig, mellem mine danske Læserinder

Den huldeste, mit Hierte drømte sig,

Den eeneste, som med min Barndoms Minder,

Nu, hver en anden vaagen Drøm forsvinder,

I Hiemmets Edenduft omsvæver mig!

Dig, som, Uskyldighedens Engel lig,

Mig aabner atter Barnets Himmerig!

Dig, som jeg sang i digtede Hyrdinder —

For hvem i Templet selv min Harpe klang —

Dig, som sin sidste Krands min Andagt binder,

Dig, som den nynne skal sin sidste Sang!

Dig, til hvis Lyst mig Himmelen lod føde,

Hvad ingen bliver, hvis han er det ei —

For hvem jeg valgte Livets Tornevei,

Som Digter, og for hvem jeg gjerne døde,

For end med Sang bag Graven dig at møde —

Mit fulde Digterhiertes andet Jeg!

Dig skulde jeg ei skiænke mine Sange,

De Sange, som blev eene til for dig —

Til hvilke paa min Vandrings vilde Gange,

Naar, uden synlig Aarsag, underlig

Jeg blev bedrøvet, glad, andægtig, bange,

Du selv usynligen besiælte mig?

Jo; skulde jeg endogsaa hemmelig,

Da jeg dem ikke selv i Trykken eier,

Og ingensteds for Penge dem kan faae,

Dem stiæle (som jeg ellers aldrig pleier),

Du, trods hver Lov og Ret, dem have maa!

Ja, skulde jeg berøve dem min Moder —

Min egen Søn — min ældste, beste Ven —

Ja! skulde jeg dem stiæle selv fra den,

Det var maaskee den største Synd, igien

At tage fra, hvad selv jeg gav ham hen —

Jeg stial! — saa svor jeg høit, og stial dem fra din Broder.

          Døm om min Kiærlighed af denne Daad!

Smil, som Mandinden smilede til Manden,

Da han for hendes Skyld, trods Engles Graad,

Trods Herrens Bud, og trods Fornuftens Raad,

Ved det forbudne Træe af Æblet aad,

Ham sikkert havde rakt omsonst en anden!

          Trods Lovens Bud og Rettens strænge Krav

Jeg stial fra Brod’ren, hvad jeg Søst’ren gav —

Som Tyv jeg for en Dommer nu maa møde;

Men til min Lykke du maa møde med,

For at oplyse hans Retfærdighed —

Jeg frygter Dommen ei. Den Himmelynde,

Som mig uskyldige fik til at synde,

Vil og faae Dommeren, trods al hans Strænghed, til

At dømme Synderen og Synden, som du vil!

Hvis ei, som Evalds, han afveie vil min Brøde,

Paa min Forklaring, mod min Harpes Klang,

Naar du kun smiler, vil dit Smiil afnøde

Ham min Frikiendelse for denne Gang:

Isteden for mig strængt at lade bøde,

Vil han dig sikkert give selv et Skiøde

Paa den af Digteren til Musen stiaalne Sang.