Jens Baggesen (1764–1826)

        De stikler ved hver given Leilighed,

Min ellers ædle Ven, paa Held, jeg har i Munden;

Og sigter overhovedet dermed,

Maaskee til hvert et andet Sted;

Men træffer dog mit Hierte kun i Grunden.

        Tillad, at overhovedet lidt sær,

(I Grunden burde jeg vel have kaldet

Det skaldet)

Jeg, skiøndt jeg overhov’det, som enhver,

Mig tager Stiklen paa mit Hierte nær,

Dog leer i Grunden af Kritikker,

Som sigter oven, og som neden stikker;

Og at jeg altsaa med et muntert Smiil,

I disse Vers afbøder Deres Piil,

Ved at bevise Dem, at min Feil i Munden

Er ypperlige Tanketræk i Grunden.

        Forinden videre jeg gaaer,

I mit Beviis, er vel Exempel nødigt,

Paa hvad jeg overhovedet forstaaer,

Ved det Par stakkels Ord, hvorpaa De stedse slaaer;

Maaskee et eneste forslaaer,

Og giør Beviiset selv i Grunden overflødigt.

        Jeg bærer overhovedet en Hat,

(I Grunden er en Hat en Hue)

Thi hvis og Pullen er lidt plat,

Den danner dog mod Randen en Slags Bue,

Og viser derved tydeligen, at

Den er en større, stundum kantet Hue.

        Jeg føler overhovedet kun Rum;

Men dette Rum er næsten Alt i Grunden;

Thi det er Himlen; hvad der er paa Bunden,

(Paa Jorden, vil jeg sige) er i Grunden

Kun Støv og Skum.

        Jeg elsker overhovedet en Mand,

I Grunden elsker jeg en Kone,

Saa giør enhver, der blot har sund Forstand.

Thi elske overhovedet en Kone,

Og under Hovedet en Mand,

Fortiente Daarekisten og en Krone.

        Jeg hader overhovedet kun Vand,

Paris, og slette Vers, og alleslags Parykker;

I Grunden hader jeg af alt dog meest Forstand,

Det veed enhver, som kiender mine Nykker;

Og skiøndt Forstand just ei er Skoen som mig trykker,

Er dog Bekiendelsen i Grunden sand.

        Jeg overhov’det giør ei store Spring,

Jeg hopper høit til en og anden Kones Hierte;

Jeg overhovedet til ingen Ting

I Verden trænger; al min Sorg og Smerte

Er under Hovedet, i Grunden

Paa Pengebunden.

        Jeg overhovedet er vittig nok,

Og var jeg ikke dum i Grunden,

Saa kunde jeg endnu med nok en Skok

Deslige Vers Dem gandske stoppe Munden,

Men gandske vil jeg ikke stoppe den;

Hvis og lidt giftig, er den dog, min Ven,

En Hovedkilde til min Fryd i Grunden.¹

        Som Dannemand, og General,

De intet overhovedet kan lide,

En Mand, der kiender Verden, og hvor gal,

Den er, især paa vor luslidte Side,

Maae hver en verdsens Ting i Tide og Utide,

I Grunden ogsaa synes lidt fatal.

        Mig synes overhovedet det samme;

I Grunden føler jeg som De,

Jeg dristigen deraf tør bramme,

At, naar De siger A, jeg siger B;

Man overhovedet let finder en Foreening,

Naar man i Grunden er af samme Meening.

        Jeg haaber altsaa trygt fra nu af Fred,

Og at De aldrig meer vil grusom dræbe,

Ved hvert et andet Ord, den Slags Veltalenhed,

Som Deres Omgang føder paa min Læbe.

Hvis overhovedet jeg Sludder har i Munden,

For Dem, min ædle virkelige Ven,

Har jeg en Følelse, som ingen Pen,

Selv Deres egen ei, saa høit jeg agter den,

Udtrykker værdigt nok i Grunden.