Begeistring! i Skiønheds uskyldige Skiød
Undfangede Siælen din himmelske Spire!
I Cyprias Lund, hvor Apollons tryllende Lyre
Ledsaget af Cynthias Sukke gienlød —
Omtonet af Bladenes viftende Susen,
Af Fuglenes Qviddren, og Bækkenes Brusen —
Omstraalet af Lysets syvløvede Krands,
Omsvævet af alle Chariter i Dands —
Hvor Øret, og Øiet, og Hiertet fandt Hvile —
Hvor Tankens og Følelsens Liv i Naturens henflød,
Fortryllet af Jordens, og Vandets, og Luftens, og Himmelens Smile —
Did bragte du, Eros, din rødmende Brud.
Hvor bæved det vellystberusede Hierte!
Det anede Dyden, og Viisdom, og Gud
I smertelig Fryd, og i kildrende Smerte.
Jomfruelig bly; men og qvindelig øm,
Sank rødmende Bruden i Brudgommens Arme,
Og Angestens Iis paa Henrykkelsens Strøm
Hentøedes i Kierligheds smeltende Varme.
Da slumrede Psyche paa Roser i Cyprias Lund,
Hendysset af alle den vuggende Jords Melodier;
O lette, o søde, og salige Blund!
Hun drømte sig favnet af Gud, i Favnen af nye Tryllerier.
Den Vaagnendes Aand
Fandt, løst af de jordiske Baand,
Sig hævet paa Følelsens Vinge til Himlenes Himle;
Nedstirrende saae
Hun under opsvævende Fødder en Verden fremgaae,
En skiønnere Verden, hvor tusind Fortryllelser vrimle.