Vor Verdens Skabelse
Til Walterstorf
Til Walterstorf
(1800)
(1800)
Kiøbenhavn
Med vore sorte Brødres Øer,
Pallmall, og Store Kongensgade,
Paris, og London, og Korsøer,
De nordamerikanske Stater,
Vor store Post, vort gode Hof,
Vort middelmaadige Theater,
Og kort, vor halve Jord gav Stof
Til tusindgange flere Tanker,
End i en daglig Hierne vanker,
Min Land- og Vand-bereiste Ven!
Tør min forfrosne Pen vel haabe,
At afbetale med en Draabe
De mange Glas af Moerskabs Væld,
Hvorfor jeg, siden Deres Kiendskab
Mig blev til Længsel efter Venskab,
Til Deres Omgang er i Gield?
Ak! trods den Varme fra Levante,
De sendte mig i Alikante,
Trods Heeden af den gamle Rum,
Jer er og bliver dum og stum;
Og, hvad jeg ønskte, Dem at yde,
Vil af den frosne Pen ei flyde.
Ovid, som attenhundred Aar
Alt ligger i sin Grav, bemærker,
At der til alle Moerskabsværker
Udfordres klækkelige Kaar;
Men mine — skiøndt jeg har den Ære,
Theatrets Medregent at være;
Skiøndt jeg med en saa verdslig Prang
Foreener hellig Provste-Rang,
Og altsaa, som det maatte lade,
Kan søbe Kaal af tvende Fade —
Min Walterstorf! slaae neppe til,
Mig selv, og mine, blot at made,
Som man i Prosa mades vil,
End sige, Folk at giøre glade
Med Vers, og hvad der hører til.
Dog, for at giøre hvad jeg kan,
Da De til Tidsfordriv forlanger
Et Riimbrev af den gamle Sanger,
Hvis Vers en Tid lang flød, som Vand —
Min Muses Gienfærd skal forsøge,
Endnu engang i Riim at spøge:
Lad see, hvorledes det gaaer an!
De gamle Guder og Gudinder,
Som fordum styred Hav og Jord,
Og Luft, og Ild, og hvad man finder
Derpaa, deri, derudenfor —
Hvoraf de fleste nu er døde,
(Saa nær som Phoebus og de Ni,
Som hist og her man end kan møde
I een og anden Poesie —
Og Elskovs Gud, som munter, vever,
Barnagtig, og uskyldigvild,
Med al sin Troldom endnu lever,
Foryngt i Deres Christjans Smil —
Og Gratierne, som Dem dandse
Imøde, hvor De træder frem,
Og mangen Gang, med Myrterkrandse,
I Rosenkiæder hilder Dem) —
De, længe førend mine Sange
Blandt Philomeles Klager lød
I Siællands Skoves dunkle Gange,
Selv længe førend jeg blev fød —
Ja længe før den første Spire
Til Eegen, i hvis Lye jeg sang,
Var pippet frem — trods Phoebi Lire,
Sig kiedte morderlig engang.
Trods alle Digtergudens Triller,
Trods Pieriders Melodie,
Trods alle Sphærers Harmonie,
Cytheres Suk, og Momi Piller,
De gabede forskrækkelig,
Som om de hørte Philosopher.
(Man har den Skik ved alle Hoffer,
Engang iblandt at kiede sig;
Sligt hendes end i vore Tider.)
Men Kiedsomheden gik omsider
Saa vidt, da ingen Tidsfordriv
Slog an, at de tilsidst blev kiede
Af det guddommelige Liv,
Og fik til Evigheden Leede.
Der endelig blev holdt et Raad,
Hvori man pønsede, hvorlunde
Tilværelsen vel saltes kunde
Ved Hielp af Latter, eller Graad,
Forinden den gik reent i Raadd.
Man pønsed dybt, og pønsed længe,
Og længe kom der intet ud
Tilsidst var færdig sig at hænge.
Omsider Momus, som saa tidt
Monotonien havde dødet,
Og Evigheden dem forsødet,
Naar Saligheden gik for vidt,
Ved Hielp af mangen bitter Skose,
Og saltet Spot, og pebret Glose,
Faldt paa saa narrisk en Idee,
At inden den var heel udføret,
Da blot man halv den havde høret,
Det hele Raad stak i at lee.
„Hvad om vi gav os til at skabe,”
Saa halv i Skiægget, lød hans Ord:
„Et Billed af os selv, en Abe?
Et Billed af Olymp, en Jord?
En Verden, narrisk sammenblandet
Af Graad og Latter, hvis Natur,
Endskiøndt det ene, som det andet,
Var netop vor Karrikatur?
Og, at des sikkrere der ikke
Skal spores mindste Plan deri,
Hvad, om vi gav os til at drikke
En Draabe først? hvad siger I?”
„Det Forslag er vor Momus værdigt!”
Udbrød den hele Gudehær,
Og neppe gav man sig ifærd
Med Skabelsen, før alt var færdigt:
Vor Jord med alt sit Skramlerie,
Palladser, Hytter, Templer, Telte,
Poeter, Krøblinger, og Helte
Kort sagt — det hele Fuskerie. —
O De, som Oceanets Flade,
Med vore sorte Brødres Øer,
Pallmall, og Store Kongens Gade,
Paris, og London, og Korsøer,
De nordamerikanske Stater,
Og, hvad der kommer ud paa eet,
Vort middelmaadige Theater,
Kort sagt, vor halve Jord har seet —
Min Walterstorf! De sikkert fatter
Olymps uendelige Latter;
Og sparer mig en Liste paa
De Narrestreger, der man saae.
Jeg haaber og, at De tilgiver,
Jeg denne Gang ei mere skriver;
Thi som jeg Brevet har begyndt,
Det torde blive lidt for tyndt!
Hvi skulde jeg Dem længer kiede?
De sover sikkert allerede!