Fuglen
Til Frøken Sophie Haller, i Bern
Til Frøken Sophie Haller, i Bern
(1790)
(1790)
Lyon
Fornemmer Du, at jeg mig nærmer Dig?
Og at mit Legem, som min Siæl,
Skiøndt ubevingt, tilbage skynder sig
Til Kilden af mit Hjertes Vel?
O banker ei Dit ellers stille Bryst,
Naar Du mod Syden vender Dig?
Sig, evig elskede Veninde! sig!
O! føler Du, at jeg mig nærmer Dig,
Med Tusinddeelen af min Lyst?
Og ønsker Du, at kunne flyve mig
Imøde, som en lille Fugl, der svinger
Sig over Bierg og Dal og Krat og Elv,
Paa himmelovergivne lette Vinger,
Som en ætherisk Engel, som Du selv?
Ja Du er selv en himmelsk Fugl, Palmine!
Og Engles Kiendemærker ere Dine!
Som deres er Dit Aasyn, deres Sang
Er Din; og deres lette Flugt Din Gang.
Jeg saae Dig over Blomsterengen svæve
Paa Bredden af den underfulde Søe,
Hvorom sig Alper høit mod Himlen hæve,
Meer lig en himmelsk, end en jordisk Møe!
Jeg saae Dig klart udfolde fire Vinger:
De straalende, som hæved Dine Fied,
Var Ungdom, Sundhed, Uskyld, Munterhed;
O hvilken iblandt Himlens Fugle svinger
Sig giennem Luften op og ned
Paa fire saa velsignte Vinger?
Og Engel er Du, hvis en Dødelig
Ved Engel ellers noget tænker sig;
Thi Du er from og venlig, blid og mild,
Og i Dit Øie lyser Himlens Ild,
Og i Dit Hierte gløder hellig Varme
For alt hvad der er ædelt, skiønt, og got;
Og ei med Fødderne Du flyver blot;
Du flagrer selv med Dine Arme.
Ja flagre kun med disse, slaae dermed
I Luften!
Hæv op og ned
Med inderlig Livsalighed
Dem begge mig imøde! føl derved,
Hvad Sommerfuglen føler, naar, i Duften
Af Roser og Fioler, op og ned
Den gynger sig,
En overgiven Engel lig,
Igiennem Luften:
Det søde salige jeg veed ei hvad,
Som uvilkaarligen bevæger Livet,
Fra Cederen paa Libanon til Sivet,
Fra Soles Sol indtil det mindste Blad!
Omsonst, Palmine! blev den Dig ei givet
Den Egenskab at flagre saa
Med Armene! bekiæmp den ei! lad Vane
Den kalde, dem, som intet himmelskt ahne,
Hvis Siæle selv ei flyve, men kun gaae;
Hvis halve Liv og halvt maa stille staae!
Jeg veed, som Digter, hvad Naturen hyller
I hver Bevægelse, hver fri Gestalt,
Som kiendemærker Enkeltet i alt;
Og dette Dit Særkiende mig fortryller.
Palmine! jeg vil aabenbare Dig
Hvad Musen, der, hvad er, hvad var, og vorder, kiender,
Om hin Bevægelse med Dine Hænder,
Nys i en Drøm har aabenbaret mig.
Da jeg paa Bredden, hvor jeg alle Blomster sanker,
Alt havde mangen Gang lagt Mærke til,
Palmine! Dine Armes Flagrespil,
Faldt jeg engang i dybe Tanker:
Hun sikkert, sagde jeg mig selv,
Paa Blomsterranden af min Elv,
En lille Fugl engang tilforn har været,
Snart denne Tanke blev af tusind andre næret.
Af Pønsen, Grublen, og af Længsel reent fortæret,
Blev endelig mit Hierte mat,
Og ubevægelig jeg laae,
Beskygget, under Rislen af min Aa,
I Klippens Læ,
Ved Roden af et yndigt Træ;
Og saae
Paa grønne Qvist en lille lyseblaa
Sølvspraglet Fugl, saa vever og saa let,
Saa huld og skiøn og peen og net,
At paa dens lille hvide Bryst et Spet
Af Guld selv havde syntes mig en Plet.
I det jeg henrykt stirred paa dens Ynde,
Udfoldte den de kielne Vinger smaa,
Og flagrede dermed, som vilde den begynde
At flyve ned mod Stedet, hvor jeg laae;
Men meer og meer, jo meer jeg stirrede derpaa,
Vedblev den, blot med Vingerne at slaae.
„Aldeles,” raabte jeg, „aldeles som Palmine!”
Fra Klippens Lund, der over Elven hang:
„Palmine!”
Mit pludselige Raab forskrækte den
Saa stærkt, at den istedenfor at flagre
Fra Qvisten bort hen over Eng’ og Agre,
Gud veed hvorhen,
Blev siddende, som i et Buur,
Saa stille, som en Muur.
Jeg studsede ved dette Syn
Som rørt af Lyn,
Og som om Hiertet i mit Hoveds Svimmel
Blev pludseligen hævet til en Himmel:
En lille lyseblaa, sølvspettet Fugl,
Som med et Løv paa Qvisten leger Skiul!
Som slaaer med Vinger ind og ud,
Og ikke flyver, paa mit Raab, sit Skud!
Som slaaer med Vinger ud og ind,
Og, som af Skræk
Ei smutter væk,
Let, som en Vind,
Men sidder kiæk
Paa Træets Tind,
Som Lindeblomstret i den stille Lind!
Det sikkert ikke er en Fugl som hine,
Der ligne blot i Lethed min Palmine!
Saa tænkte jeg; og udbrød anden Gang:
„Hvor har Du hiemme, lille lyseblaa!
Der flagrer først, og sidder stille saa
Paa min Palmines Viis?”
Den sang:
(Og atter i min Lund et trefoldt Ekko klang)
„I Paradiis!” —
„I min Palmines Hiem” (gientog jeg) „altsaa boer
Du venlige?” — „Nei!” svarte den — „Hvorledes?
Er Paradiser over denne Jord?” —
„Ja! Himlen være lovet!” blev den ved,
„I hvert et andet Lysets Opholdssted,
Hvor Himlen, smilende til reen Uskyldighed,
I Favnen af Naturen, aldrig vredes.” —
„Men sig mig, smukke Fugl fra Paradiis!”
Begyndte jeg igien fortroligviis,
„Hvi kom du hid, da her Du ei har hiemme?
Hvad søger Du paa denne Bred,
I min Palmines Blomsterfied?
Tør jeg Dit Himmelærende fornemme?”
Den svarte med en sød og kiælen Stemme:
„Jeg leder om min Søster; saae Du ei
Etsteds blandt disse Bierge, paa Din Vei,
En lille lyseblaae uskyldig Pige,
Som slaaer med Vinger, nei! med Arme vil jeg sige,
Og som staaer stille, hvor Dig andre vige?” —
„Palmine? min Palmine?” raabte jeg —
„Tilvisse har jeg hende seet! tilvisse!
Jeg hende saae, jeg siden intet seer;
Naar mig Naturen sig i al sin Ynde teer,
Naar Rosen, og naar Morgenrøden leer,
Naar Du med Dine Vinger slaaer, i disse,
I disse Vinger selv jeg hende seer!
Ei nogen Dødelig kan her i Live
Om hende Dig saa god Beretning give;
Jeg intet andet, jeg kun hende veed;
Men veed i hende nok til Salighed.
Jeg iler just til hendes Opholdssted;
Og gierne vil jeg Dig til hende bringe!
Men før vi skynde vores Gang,
Som ei er lang,
Og snart til Ende,
Du først mig synge, hvad Du veed om hende!”
Den sang:
„Imellem Himmelen og Jorden,
I Morgenrødens Purpuregn
Betrygger os et Regnbuehegn,
For Taage, Slud, og Storm, og Torden.
I stille Glæders kielne Roe
Henflagre vi,
Henfløite vi
Titi! titi!
Vort Liv, til Vaaren er forbi;
Mens Lilier og Roser groe,
For Torne frie,
I Himmelhaven, vi beboe.
Titi! titi!
Palmine var i dette Paradiis
En lyseblaalig Ætherfugl, som jeg,
I hele Himmelhaven var der ei
En mere skiøn! end lyder i hver Leeg
I hvert et Chor af Fugle hendes Priis.
Sig ingen svang, sig ingen Engel svinger
Paa lettere, paa luftigere Vinger,
Og ingen fløi fra Lund til Lund,
I Morgenstund og Aftenstund,
Saa liveligt (thi Lysets Straale kun
Indhenter vores muntre Flugt) som hun!
Saa himmelsk svæver ingen Colibri;
Men, hvad hun stedse meest Behag fandt i,
Var, med os andre, snart med mig, snart eene,
At lege Skiul blandt Lundens Palmegreene;
Hvorfor hun og, som Du har giettet alt,
I Himmelhaven blev Palmine kaldt.
Saa legte vi en Aften sammen,
I Fugle-Fryd og Fugle-Gammen,
Og skiulte med behendig Kunst,
Vor Flugt i Maanens Ætherdunst.
Henflagret fra sin Palmeqvist,
Hun havde skiult sig allersidst.
Vi alle ledte efter hende,
I hver en Havens Kant og Ende:
Pipipet var et kiælent Ja!
Vi hørte stedse det, forledet;
Men kunde aldrig finde Stedet,
Som Ja-pipipet tonte fra.
Usynlig endeligen klang
Os denne søde Brudesang:
„Omsonst I rundt omkring mig svæve!
Forgiæves I mig flagre nær!
Til Stedet, Søstre! hvor jeg er,
I sikkert Eder ei kan hæve.
Jeg svæver i en anden Egn:
Mig klang en himmelsk Harmonie,
Jeg svang mig op, og fløi forbi
Den Have, som I synger i:
Titi! titi!
Farvel, min fordums Glædes Hegn!
O Tryllerie!
Jeg toner i en anden Egn:
Titi! titi!” —
Nordlysene nu tændte sig med Bruusen,
Og Sangen tabte sig i deres Susen;
Vi opgav endelig vort Haab,
Og endte Legen, og dens Raab.
Men skiøndt vi sørged femten Foraarsdage
(Hvori fra Lunden intet Ekko klang)
Forvandled dog vor bittre Klage
Til en veemodig Afskeedssang,
Den Trøst, at ingensteds usalig Smerte
Vil torde nærme sig et saa uskyldigt Hierte,
Og at ved hendes første Hiems Forliis,
Palmine vandt et andet Paradiis.
I Lunden derfor atter Ekko klang,
Vi sang:
„Hun var uskyldig, from og kierlig,
I dette Glædens lille Hegn!
Hun svang sig til en anden Egn,
For der at flagre mere herlig!
Hun finder andre Søstre der;
Og engang skulle ogsaa vi,
Titi! titi!
Did flyve dette Hegn forbi
Titi! titi!
Vær altid, Søster, hvor Du er,
Dig selv kun lig!
Vi Fugle, vi som blive her,
Vil ligne Dig!””
Saa tonte Fuglen og fløi ned.
Jeg strakte Haanden ud — og vaagnede derved.
Saaledes lærte mig en himmelsk Drøm
Paa Bredden af vor Thunas Tryllestrøm,
Palmine! hvad Dit Smiil alt tidlig lod mig ane:
Hvorfra Du har den englelige Vane,
At flagre som en Fugl med Din udslagne Favn.
O læg den aldrig af! jeg den for meget ynder!
Jeg vilde føle smertelig dens Savn!
Det er en Flugt mod Himlen, som begynder
I Støvets Lænker alt at yttre sig,
Som englelig!
Vel hæve vi, med al vor beste Flagren,
Os ikke høit fra det beskedne Straa,
Vi, her i Livets Bane, træde paa,
End sige over Ax, som bølge sig i Agren;
Men det er altid skiønt, at vidne noget om,
Og var det blot i Flugt med Digteraanden,
Og Flagren op og ned med Armen og med Haanden,
At det er Lysets hulde, blide, milde,
Bevægelige, livelige Kilde,
Hvortil vi gaae, hvorfra vi kom!
Modtag med Smiil og venlig Mine,
Din Elskers Toner i et Sprog,
Hvori han syntes, Nattergalen slog,
Og Lærken trilled, selv ved Siden af Palmine,
Langt borte fra hans eget Hiem!
Maaskee Gallina flagre kan, trods dem;
Maaskee paa stærkere, maaskee paa flere Vinger,
Teutona høiere sig over Alper svinger;
Men Lærkens Dirren, Nattergalens Suk,
Og Turtelduens dybe kielne Kluk,
Er ikke tydske, meget mindre franske.
Palmine! læs, hvad qviddrende jeg skrev
I dette fuglelige Flyvebrev;
Og lad det ane Dig, at hine Toners Svev,
Hvis Nyn og Suk i Lunden Dig henrev,
Er danske!