Den mistænkelige Tandpine
Til Samme
Til Samme
Eftermiddag.
Nu har jeg spiist og slukket Tørsten efter —
Hvorefter troer De? — Viin og Vand maaskee? —
Nei! efter hvad der styrker mine Kræfter
Som Digter og som Forsker: Dem at see.
Nu kan jeg grunde med lidt Held paa Tingen,
Hvorfor jeg trende Gange matted mig
Med Bøn til Musen i mit Morgenskrig,
Og hvorfor trende Gange der kom ingen.
At meene, det gik til med Troldoms-Kunst,
Forbyder mig Naturens Orden —
Og intet skeer i Himmelen omsonst —
Især giør Muser intet hen i Taaget;
Med ingenting endog de meene noget.
Naar jeg betænker den Elskværdighed,
Som sand og skiøn, og udentil som inde,
Naar jeg seer op, naar jeg seer ned,
Til Deres Blik, i Deres Fied,
Og selv paa Deres Børn, udmærker Dem, Veninde!
Jeg kunde fristes til at troe for dennesinde:
At hvis man nægted mig til Dem lidt Poesie,
Som der var meer end kunstig Riimfrost i,
Det skete blot af bare Jalousie.
Men det er Sluddersladder, sandt at sige!
Skinsyge fremmed er i Musers Rige;
Den findes ei hos nogen af de ni,
Med hvem jeg har en smule Maskepie.
Maaskee de Musegiæslinger og Ællinger,
Der staae de ganske nye Poeter bi,
Derfor er ikke ganske frie —
Men det er ogsaa lutter gamle Kiællinger,
Skeeløiede, rødnæsede, genie-
fordrukne, blinde, skiæve, lamme,
Som deres Oldemoder, Maren Amme:
For Muserne, der ned fra hine stamme,
Der lærte Jordens Børn for første Gang
Lidt Englelighed, Kiærlighed, og Sang,
Er: elske disse selv og elske Dem det samme!
Nei, søde Frue, Sagen er nok den,
At alle ni har fundet mig uværdig
Til deres Hielp, for med min ringe Pen
En lille Sang til Dem at giøre færdig,
Fordi — fordi — fordi — fordi —
Desværre! der er sikkert noget i —
Jeg noget nær har endeligen funden
Grunden
Til dette Muse-Mulerie —
De holde strængere paa visse Pligter
Og visse Rettigheder, end man troer,
For den jomfruelige Digter,
De lemmed ind i deres Chor! —
O Kys! de reene Toners kiælne, milde,
Melodisk klare, søde, sande Kilde!
Kun eders Druers Viin til Trylleklang
Opliver Digtrens ellers døde Sang!
Forgiæves Liv og Aand den Sanger efterstræber,
Der ei om eders Nektarruus fik Nys;
Thi hver en Honning fra Catullers Læber
Er Dug, som paa de lykkelige klæber,
Af hulde Lesbiers Aurorakys.
O! hvis det danske Sprog, i Riim, hvis Sølvflud ruller
Med lette Vover, Bækkens Rislen lig,
Mens giennem klare Hvirvlers Smilehuller
Hver Tankes Steen paa Bunden viser sig,
Mig lykkedes, i Kappen med Tibuller
Og med Virgiler, uden synlig Tvang
At hæve til den livelige Klang,
Vort Nord i Sydens Tonevæld tilbeder,
O søde, kiælne Kilder til min Sang,
Uskyldige! det skyldes eder!
Veninde! bringer Dem ei her paa Spor
Samvittigheden, som dog aldrig svigter?
Og mærker De nu ei, hvortil jeg sigter? —
De er, blandt alle Fruer paa vor Jord,
Den eeneste, som — i det mindste her i Nord —
Har nægtet Emmas og Selines Digter
Et Kys, hvorom han bad i Vers,
Det være sig for Alvor eller Skiærts.
Han bad nu rigtig nok derom just ikke mange;
Han kom med slig en Bøn alleene frem
Til de Velsignede, der lignte Dem
I Skiønhed, Ynde, Vid, og Sands for det Slags Sange,
Som barnlig og uskyldig Munterhed
Begavede hans kiælne Læbe med.
Men af de faa ham blev og aldrig nægtet
Den lille Gunst, hvorom jeg talte nys:
Den ægte Sangbegeistring af et Kys,
Foruden hvilken han var længst forsmægtet,
Trods alle Muser, som Poet. — Han bad
Nu rigtig nok ei heller, sandt at sige,
Dem hidindtil om den Slags Englemad
Og Gudedrik i sine Vers, saa lige —
Den Bøn: "Giv mig et Kys!" flød aldrig af hans Pen —
Men tusind Vendinger, som hver Seline fatter,
Der eengang læser gierne Baggesen,
Dem gientog ofte nok den Bøn, jeg târ igien:
"Giv mig, Seline, tusind Kys, og atter
"Titusind paa titusind immer hen!"
De havde kunnet tidligen og silde
Den læse tydeligen, hvis De vilde,
I hver en Tøddel, hver en Prik
Til Dem i mine fordums Elegier.
Selv naar jeg taug — og naar jeg tier —
I hver min Mine, hvert mit Blik,
Min Læbe Deres Læbe kom imøde
Ved hver Bevægelse, med Nys
Om hvad jeg vilde, hvis og Ordet døde,
Før det blev døbt og fik sit Navn. — Men tys!
Der kommer Musen! — (Ak! den fromme, søde!
Hun kommer, naar jeg taler blot derom,
De nektarsyge Læber alt imøde!)
Kom paa mit Skiød, du Sangens Engel, kom!
Sig mig, hvad jeg i Dag, og hvordan jeg skal skrive!
Du maa mig noget engleligt indgive! —
"Til Frøken Line — til min Søster? — ikke sandt —
"Der nys i Dands dit hele Hierte vandt?" —
Naturligviis — men og — til hendes Moder,
Som jeg tilønsker alle Livets Goder,
Og som jeg Ønsket gierne synge gad
Med lidt Begeistring og — jeg veed ei hvad.
"Det kan du ei!" — Det veed jeg nok, min Engel!
Men det kan du! — "Jeg ikke heller, thi —
"Du veed nok selv, at der til Poesi,
"Foruden Kunstens Hielp, er nødigt lidt Genie?" —
Har jeg da intet? Er jeg reent en Bengel? —
"I hendes Øine, troer jeg." — Himmel! Jord!
Saa er jeg det maaskee! — "Jeg vil dig noget sige
"(Men mellem os, og ikke mine Ord),
"Hun giør kun lidt af dig og dine Lige;
"Hun elsker Vers maaskee, men ikke Versets Elv,
"Den arme stakkels Versemager selv,
"Naar det er ikke hendes Mand, der baade
"Giør Anlæg til et Paradiis,
"Og til adskilligt meer paa Digterviis,
"En ægte plastisk Digter paa en Maade —
"Den eeneste Poet, som hendes Naade
"Ret hiertelig har kiær. Dig er hun ikke god,
"Det veed jeg!" — Men hvoraf (hvor iisner alt mit Blod!)
Hvoraf — fortæl mig alt, du søde Putte! —
Hvoraf har du det kunnet slutte?
Du troer, fordi hun nægtede mig et —
"Det ogsaa vel; men ikke blot for det!
"Du veed, at hun har havt et Slør for Munden
"De otte Dage, du har været her,
"Og troer, Tandpine Skyld i den Indhylling er;
"Men jeg, imellem os, veed Grunden" —
Den være hvad den vil, er den ei smertelig,
Saa skal den inderligen glæde mig! —
"Glæd dig kun ei for tidlig! Hun misunder
"Dig ikke blot et Kys af denne søde Mund,
"Men selv at see den! Er det saa et Under,
"At din Begeistring falder lidt i Blund,
"Om ikke daaner, døer — af hvad forgiæves
"Du skiuler for dig selv — af Skamfuldhed,
"Ved dagligen, isteden for at hæves,
"Saa haanligen at trykkes ned?
"Vil du indbilde mig, det ei dit Indre smerter,
"At see saa haardt mod dig det ømmeste blandt Hierter,
"Saa grusomt haardt, at selv det foretrak
"En Krydderposes Kind- og Mund-Kompresser
"For dine Læbers og dit Bliks Karesser?
"Hun ynder dig saa lidt som din Tobak,
"Det kan du vide!" — Muse! grumme Muse!
Du dræber mig! — "Du vil mig sige Tak
"Engang for min Advarsel! Saae du ikke
"Forleden Dag de hadefulde Blikke,
"Hun lynte dig?" — O Muse, hendes Kuld
Er ligegyldig kun, ei hadefuld! —
"Saa elsker du da meer det ligegyldige?" —
Gud frie os, nei! — jeg veed ei hvad —
Naar galt skal være, heller hendes Had!
Jeg er og bliver, hvor det gaaer, den skyldige.
Hvi bruger jeg Tobak? hvi blev jeg ikke fød
Lidt meer elskværdig, og lidt længer før min Død?
Hvi lod jeg ikke først mig blinde,
Før jeg mig vovede saa nær,
Som her,
En umodstaaelig Øietryllerinde?
Som Tithon dog maaskee jeg blev Aurora kiær? —
"Bliv den du er!
"Alt dette lâr sig vel med Tiden finde!
"Jeg lidt igien vil trøste dig:
"Hvad du end ei har vundet, kan du vinde." —
O sig mig, naadige Veninde!
Før jeg blir Tithon alt for lig,
Om Musen lidt for from og venlig dennesinde,
Rørt af Medlidenhed, som sømmer en Gudinde,
Med blotte Ord har smigret mig?