Elleskovs MysterierTil Fru Conferentsraadinde BrunMed en Afskrift af de følgende BreveKiøbenhavn, den 1ste Mai 1813. "Hvilken Najas tør sin Skaal vel gyde"Ned i Helikoniaders Elv?"Hvilket Blomst tør Engens Hyrde byde"Blomsterbreddens Dronning, Flora selv?"Hvilken Sang tør Dalens Digter stamme"Alpebardernes Egeria?"Hvilken Tone har min Cithars Gamme"Værdig Harpens Polyhymnia?"Ingen! — Bækken standser, Rosen blegner,"Skialden tier, lyttende til dig!"Ned for Altret i din Lund jeg segner:"Hvad jeg byder, selv du skiænkte mig." Saa for atten Aar jeg mig kan mindeBæved tvivlsom alt mit Digtermod,Nogen Gave værdig min VenindeMellem mine Sangforsøg at finde —Og jeg gav den søde SangerindeSyngespillet Erik Eiegod. O! men, Hulde! hvad skal dennesindeMusen byde dig af nye Forsøg,Danmarks Sprog en værdig Krands at bindeAf sit Lunes Alvor eller Spøg?Hvad er af det sidste, jeg har levetI de sieldne Livets søde Blun,Drømt og digtet, siunget eller skrevet,Værdigt Musen Frederikke Brun?Atten Aar er Digtren ældre blevet,Ingen Roser, som i Sangens VaarDanmarks Piger fletted om hans Lokker,Ak! men Vinterliliernes FlokkerKrandse hyppig alt hans brune Haar;Og af Roserne fra hine Dage,Meer, end alle Laurbærkroners Bram,Dyrebare Kiærlighed og ham,Ere nu kun Tornene tilbage. Ligemeget! Torne selv, hvis Stik,Medens vore Fingrespidser bløde,Minde om de duftende, de røde,Nektarfulde, friske, kiælne, sødeSalighedens Smiil og Himlens Blik,Vi paa Livets første Bane nøde,Hvergang Længsel imod Længsel gik —Og hvert Nyn, som qvalt paa Munden døde,I et Suk sin søgte Mage fik —Hver Gang Læbe Læbe kom imødeMed Uskyldighedens Trylledrik,Og i Elskovs RosenmorgenrødeJeg til hende heldet, hun til mig,Tvende Duggens klare Perler lig,Aand i Aand vi begge sammenfløde —Disse Rosers Torne saare sødt,Trods hvert Sting af dyb veemodig Smerte,Hvert et evigungt uskyldigt Hierte,Som for Livets Liv er ikke dødt.Altsaa, trods det gamle Sprog af Tode,*)1Trods min Alder og min Stand,Som i denne Pakke lâr formodeKlagesang og Læredigt og Ode(Hvad man af en sat alvorlig Mand,Som en Prøve paa hans sidste Mode,Rimelig i Riim end vente kan),Trods vor Verdens Stemning nuomstunder,Trods den Cours, jeg selv og sukker under,Evig unge Sangerske, velan!Sender jeg Dem denne lille PakkeFuld af overgiven UngdomsskiertsI lidt meer end læselige Vers.Tag med, hvad jeg arme har, til Takke!For imidlertid at vie Dem indI mit Lunes egentlige MeningMed mit Givtermaal og nye Forening,Kort: med hele Pakkens Sands og Sind,Maa jeg Dem i Korthed først beretteFristelsen til dette Rimerie,Det historisk grundede deri,Skiemtens ramme Alvor, nemlig dette: For omtrent halvandet Aar(O! det er mig, som det var i Gaar)Kom jeg, eene, som jeg gaaer og staaer,Med mit lille Hul i Hagen,Med bemeldte Lilier i mit Haar,Og en Støvle paa, samt Magen —I en luslidt Frak (hvormed jeg gaaerEndnu hiemme hele Formiddagen,Endskiøndt Fløilet er af Kragen),Med et Hierte, som i Brystet slaaerEnd for alt, hvorefter i dets VaarDet var snagen —Og med syv og fyrretyve Aar,Ak! paa Bagen —Paa min Reise giennem Odins ØeTil et Slot, paa Bredden af en Søe,Rundt omkrandst i Aftenrødens LueAf Naturens grønne Herlighed,I fortryllende BeliggenhedNæsten som Sophienholm at skue:"Hør, Farlille, med Forlov!"Spørger jeg en Bonde ved sin PlovMidt paa Marken,"Hvad mon Gaarden hedder der bag Parken?"Elleskov!"Elleskov?" Til Punkt og PrikkeNavnet paa en Herregaard,Hvor en riig og fornem Ven, jeg ikkeHavde seet i atten Aar,Boede med sin nye Frederikke!Pludseligen Lyst jeg faaer,Ham i Slottet mellem hine BøgeAt besøge,Og — jeg gaaer. Ved min Indgang kom imøde migSlottets Herre — Slottets Frue —Herrens Datter — Fruens Søn —Første, som hver anden af mit Kiøn,Anden, som Frue Venus Aphrodite,Tredde, som den yndigste Charite,Fierde, som Cupido skiøn.Mod’ren mig med milde LaderBød velkommen — Sønnen sprang —Datt’ren smilte — begges FaderKiærlig mig om Halsen hang.Ingen Skye vor Himmel dækked —Elleskovens Ekko klang —Ellemosens Frøer qvækked —Ellenattergalen sang.Dette Giensyn fulgte glade Dage,Trods vor Østenvinds Natur,Der os kaldte Vinteren tilbage,Midt i Vaaren inden Slottets Muur.Til Sophienholm jeg her fandt Mage:Leved flot i Sang og Viin og Kage,Og i alt, hvad, som De veed, kan smageGot en stakkels Troubadour.Datteren, som Rimet kalder Lotte,*)2Da den Yndiges Beskedenhed,Hvis jeg hendes Navn Dem vilde blotte,Sikkerlig min Muse blev lidt vreed —Datteren især var, maa De vide,Ret en Lilievand i Skiønheds Vaar:Slank i Vext, med lysebrune Haar,Hals og Skuldre liliehvide,Næsen ganske som Adelaide,Himmel! og kun atten Aar.Paa min sidste Reise dennesinde,Hvor, Orestes lig, jeg halv i BlindeJagedes omkring, min Skiæbnes Rov,Kom jeg nok engang til Elleskov —Tanken spidset paa at vindeDet, hvortil mit Givtermaal derindeGav mig egentligen Lov:Nemlig de bekiendte Rettigheder,Gratiers og Musers ÆgteskabElskeren i Vers tilsteder,Uden allermindste TabFor den blot prosaiske Tilbeder:Disse hver reel Gemal, som saa,Hver Forpagter af de store, raaGivtermaalets Brutto-HerlighederNæsten alt for fine, lette, smaaFrie fortryllende Fortroligheder —Ak, som selv blandt Digterne, kun faaVide ret at skiønne paa —Sande Smuler af de Saligheder,Der fra Kiærlighedens Himmel-BordFalde ned paa dette Gulv af Jord —Og som Elskovs Engel der nedspreder,Kaldende paa mig og paa mit KiønsKyklihaner blandt vor Herres Høns(Nipperne til Fryd, mens andre rutte):Putte! Putte! Putte! Putte! Meer at sige har jeg ei behovTil Forklaring for en Læserinde,Der, som attisk yndig DigterindeHøit ophøiet over al min Lov,Musa selv — det kolde Nords Musarion —Ak! og Moder til min Sangs Psycharion —Selv om Gratiernes Juleleg,Alle Pieridernes MysterierOg deslige himmelske MaterierUdentvivl veed meer end jeg.