Frederiksbergs Slot
(1807)
(1807)
Her er altsaa det Slot, hvor min Adam fødtes. Hvor solbart,
Smilende, muntert, og skiønt! Næsten et Barn af et Slot!
Straalerne tænde dets Vindver i Solskin — pureste Guld kun
Synes det da; men i Slud synes det og kun af Glas.
Kongen om Sommeren boer i dets Borg med hele sin Hofstat —
Høi Majestæt er deri; Vintren dog jager den bort.
Smaa Malerier i Salene sees: Landskaber, og Søeslag;
Ingen Rafael end; dog det kan komme maaskee!
Kunsten begynder at snige sig ind, naar Hoffet er kommet;
Men naar det flytter igien, sniger den atter sig ud —
Hundene giøe da, som andre, paa ny, mens Kattene mjave,
Hine ved Porten af Jern, disse paa Taget af Blye.
O! men, hvad, meer end den ypperste Kunst, mig fortryller; Naturens
Engel, den yndigste Viv, aander og lever deri!
Ja! det er Danmarks skiønneste Slot, trods alle dets Smaafeil!
Hvad er mod det vel Corsøers, ak, hvor jeg Stakkel blev fød!
Dette beboes af et Hof; mit, faldende, næsten af ingen!
Dette sig hæver i Skye; hint er besqvulpet af Vand!
Nær Postsmakkernes Bye ligger ved Beltet kun hint.
Afstand! skulde du være saa stor fra Sanger til Sanger,
Som mellem Slot du og Slot findes? hvad veed jeg? maaskee! —
Stort er just ikke mit Haab: jeg veed slet intet, som Digter;
Og hvad jeg troer om mig selv, Gud! er uendelig lidt.