Jens Baggesen (1764–1826)

Jeg lever, rolig og munter, her

      Saa luunt i Jordklodens anden Ende;

Min Flaske halv kun uddrukken er,

      Og nyssens lod jeg min Pibe tænde;

Og naar jeg drikker, og naar jeg smøger,

Jeg kiæk med Skiebnens Orcaner spøger —

                Ski-olski-dol!

Og hvorfor skulde jeg plage mig

      Med sorte Griller og mørke Tanker?

Vor Verden er, som man tar den sig;

      Jeg Roser mellem dens Torne sanker;

Og, hvor man vender sig hen paa Jorden,

Staae begge blandte fra Syd til Norden —

                Ski-o-podol!

Sandt nok! jeg sidder paa denne Knub

      En tyve tredive hundred Mile

Fra Kiøbenhavn og den kiære Klub,

      Og kan i Aften derhen ei ile,

Om mine Been var end nok saa lange

Som Laffers øgede tusind Gange —

                Po-dolski-o;

Men naar jeg undtager denne Torn,

      Saa seer jeg heller ei mange flere;

Thi synger jeg, som jeg sang tilforn,

      Min Siel i Griller skal ei krepere!

Vort Livs Kattun overalt er broget,

Og, hvor man lever, man savner noget —

                Dol-skio-po!

Hvad har man hist, som man her ei har?

      Lidt bedre Smør — det er hele Svien!

Jeg dette Savn mig saa nær ei tar —

      Og hvad er Smør mod Philosophien?

Jeg uden Smør vel skal hytte Livet,

Og eene dertil blev Mad os givet —

                Emme-ba-si!

Man har en Stierne — jeg troer Polar —

      I Haletippen af den Biørnlille,

Hvorom mig sagde min salig Far,

      At den for Danske staaer altid stille;

Det giør mig ondt for den gode Stierne;

Den løb, som andre, vel ogsaa gierne —

                Op-emme-ba!

Man har for Resten Musik og Sang:

      Jeg troer, man kalder det Operetter;

Men jeg forstaaer mig kun lidt paa Klang,

      Og er i Dudeldum-Troen Kiætter,

For mig maa Pokker ta Trille Tralle

Daleidi lari, daleidi ralle,

                Klemme-ba-si!

Den Flok af Skiønne, man finder der,

      Jeg her ei heller saa blodig savner;

Thi, sandt at sige, jeg ikke seer,

      Hvortil den Flok uden Elskov gavner;

Og Elskov, medens jeg har Forstanden,

Jeg skyer og frygter, som selve Fanden —

                Basi-o-po!

Al Jordens Elskov er Skum paa Vand;

      Dens Vellyst opveier ei dens Pine —

Naar eene Dig jeg kun have kan,

      Tilbedte, himmelske Caroline!¹

Saa har jeg nok, og for andre Smukke

Jeg ingentid, som en Nar, skal sukke —

                Sio-po-do!

Ski-olski, dolski, o-podol-ski!

      Podolski-o-sio, podol, skio:

Basiopo, dolski-o-basi

      Op emmebasi o podol skio!

Lemme basio podolski, lemme,

Klemme basio podolske, klemme —

                Ba-sio-po!²