Det Gamle har lagt sig nu til Ro
Og Visen den er ude;
Ret Nye kommer til Hvermands Bo
Og titter igjennem Rude.
Hvad bringer Du i din Lomme vel?
Vil Du ligne din døde Broder?
Vil Du bryde Lænken paa bunden Træl,
Vil Du bringe forjættede Goder?
„Jeg bringer — saa svarer det nye Aar —
Ikkun hvad Du selv jo skaber!
Det beroer paa Dig selv hvad Du af mig faaer
Om Du vinder derved eller taber.”
„Er Menneskets Hjerte reent og godt,
Da gjør ei Aaret til Sagen;
Da lever han glad som i Kongeflot,
Er Kosten end slidt Paa Bagen.”
„Er Menneskets Hjerte reent og puurt,
bringer han selv sig Lykke;
Om jeg end stundom seer til ham suurt,
vil ham vist ei nedtrykke.”
„Jeg er kun som et Ark hvidt Papir —
Du selv skal Ordene stride!
Æren for Texten din egen bli’er,
Men din maa Skammen og blive!”
„Jeg er som en mægtig Marmorsteen,
Som Du til en Støtte skal danne!
Hugger Du blot med Villie reen.
En Venus vil for Dig stande!”
„Hugger Du med et syndigt Sind,
Hugger Du med urene Tanker,
Da bliver og Støtten skjæv og vind
Hvor kunstigen end Du banker!”
„Jeg er som den vordende Sommerfugl,
Der ei er brudt ud af sin Larve!
Du skal støde til det staaende Hjul,
Give Tegningen broget Farve!”
„Jeg er som en Nathimmel dyb og blaa,
Hvor endnu ei Stjernerne tindre;
De vil alle tindre derovenpaa,
Naar Du har Fred i dit Indre!”
„Er blot med Dig selv Du veltilfreds,
Over mig Du ei heller klager!
Jeg er kun et Punkt i den evige Kreds —
Gjør af mig hvadhelst Du behager!”