Carl Bagger (1807–46)

Ved hviden Pol, useet af Jordens Barn,

Høi, som den hingstevilde Ynlings Tanke,

Med brede Vinger og med sænket Pande

Staaer Skaberens Cherub, Bestemmer kaldt.

Det Hverv er hans, at dømme klogelig,

Hvad Barnet, under Modrens Taarer født,

Selv grædende bragt ned til Graadens Land,

Hvad dette lidet Barn engang skal vorde.

Og skinner Solen klart, og usædvanlig

Livsvarmen svulmer ved den lyse Dag;

Staae Planterne med Dugg, og Mennesket

Fast troer at mørke Verdensaandens Nærhed;

Er Havet blankt og lokker venligt Dig,

Og Alnaturen sjunger Brudesang;

Er det som om i Verden ingen Grav

Og intet Liig og ingen mørk Cypres

Og ingen Afskedsstund Du kjendte til;

Hvis Slangen sover og Schakalen drømmer,

Hvis Tigren logrer for den liden Hvalp,

Da taler rørt Bestemmeren

Til Barnet fra den lykkelige Stund:

„Velsignet være Jorden!” — men i Tiden

Blier lidet Væsen til en deilig Pige.

Men brummer Stormen huult og Bølgen slaaer

Med Gny mod Strand; er der paa Liv og Død

Blandt Elementerne chaotisk Kamp,

Og Hekla brænder under hviden Snee;

Staaer Søn mod Fader og et Folkefærd

Staaer mod det andet op, imod Naturen;

Er der i Verdens Indvold mægtig Røre,

En dyb Bevægelse med uklar Higen,

En uforstaaet Gjæren, navnløs Tvist;

Seer hist Soløiet Jorden vildt blodplettet,

Og Maanen sender hen sit Dødninglys

Ikkun paa eet uhyre Gravkapel,

Da ryster vildt Bestemmeren sin Lok,

Og Barnet født i skjæbnesvangre Stund,

Det blier en Yngling, som en Yngling er.

Men atter — hvis paa een Gang Solen stinner

Og Regn dog falder i den samme Time,

Da kan det hændes, at Bestemmeren

Tilkommer Barnet, just til Livet bragt,

En Pigelod, men atter sig betænker

Og raaber: vord en Dreng! og Væsnet bli’er

En Drøm i Livets muntre Middagstund,

En Kolibrit i Nova Zemblas Snee,

En Edderfugl i Congos varme Belte,

En Elskovsbøn fra runken Oldings Mund,

Paa Jord en Fremmed, skjøndt med mange Hjem,

Rundt om iblandt de snørte Frøkenhjerter —

Du veed det alt — han bli’er en Digter.