Nedgangen var den franske Sol, som fordum
Udstraalte Lys henover Pyramiden,
Henover Lombardiets Fæstninger,
Og kasted Flammer over Ruslands Snee;
Den stolte Sol var sluttet inde nu
I en Kareth, der flygted mod Paris,
Og Solens vidtadstilte, stolte Straaler,
Den keiserlige Gardes tappre Mandskab
Laae samlet ned i Mulm ved Waterloo. —
Og det var Nat paa den berømte Valplads:
Den franske Kyradseer laae med Kyradset,
Husaren fra Berlin i Broderie,
Jeg selv, en Grenadeer fra Gammel-England,
Laae vaagen ved min stakkels Broders Liig.
De Alle: Skotte, Franskmand, Preusser, Britte,
De vare slumret ind til Evigheden;
Og Hesten vrinsted doende sit Hyl,
Og ved min Fod laae Regimentets Hund
Og stønned ud de sidste Livets Toner.
Jeg stirred paa min stakkels blege Broder:
Uhlanen havde studt ham gjennem Øiet,
Og Hoppen havde sat sin Fod igjennem
Hans hvalte Bryst, imens et Krutkar, som
I Luften sprang, vanziret havde det
Ungdommelige, smukke Heltelegem
Og oversvovlet det med sorte Pletter.
Jeg bøied mig veemodig over Liget:
Udslukt var Lyset i den Dødes Øie
Og der var mørkt nu i Fornuftens Huus.
Da tænkte jeg med Længsel paa mit Hjem,
Hvor Sidskenen i Staaltraadsburet qviddred
Og hvor den gamle Hund ved Ovnen snorked
Og hvor min Moder flittig sad ved Rokken:
Syv Sønner sendte hun mod Keiseren —
Han aad de sex og ene jeg kom hjem.
Men som jeg grublende paa Græstorv laae,
Da vandred der en Række Skikkelser
Forbi mig paa den blodbestænkte Mark.
Foran mig standsed’ Hver især og pegte
Paa Ligene og svandt igjen saa; men
De Ord, de talte, gjemte jeg i Sindet.
Først kom en Qvinde, deilig ikke meer,
Med lysblaa Silkefløife paa sit Bryst
Og i et kulsort Taftes Klædebon,
Med Kors i Haand og med andægtig Mine,
Saadan som man sig tænker Maintenon.
Hun sukked: „taus nu ligge Verdens Børn!
For deres Sjæls Skyld ei de vilde offre
Et enkelt Haar af deres brune Lokker,
Men see! for versligt Gods og jordisk Ære
Med Jubel gav de Livet hen! Tilgive
Dem Gud og alle Himlens Helgene!” —
Da dybt hun neied for de hvide Stjerner
Og svandt i Mulmet med Korset og Vifte.
Næst saaes en fager Mand med Kongekaabe,
Med Scepter og med Krone; men om Halsen
Der løb en blodig Stribe, bleg var Kinden;
Han saae sig sorgfuld om og sagde mat:
„Jeg maatte paa Skaffottet synke for
Hvad mine Fædre førend mig forbrød!
Hvad Eders Fædre synded imod mig
Har I undgjalde maattet!” — Sagte sused’
Natvinden i hans Krone, Skyggen svandt —
Ludvig den Sextende, jeg kjendte Dig!
Og derpaa kom to løierlige Mænd,
De vandred Arm i Arm og smidsked bittert.
En Tordenkile sad paa Læben af
Den Ene, ham med Jacobinerhuen,
Solstraaler gik der af hans sorte Øie,
En Verden kunde han med Blikket knuse —
Jeg tog ei feil, nei, det var Mirabeau!
Med kold Foragt han skued Ligene
Og sagde: „ I Forblindede! saae I
Da ei, at han, for hvem I udgjød Livet,
Var en Tyran, langt værre selv end hiin,
Hvis Hoved rulled under Guillotinen?
I kyssede hans Jernhaand, usle Daarer,
Fordi den skjult var af en Fløielshandske!” —
Da smaaloe Manden, der ved Siden gik
Med Atlaskvest og Silkepantalons
Og lang Paryk og Sko med gyldne Spænder —
Voltaires Hoved paa hans Skuldre sad,
Han grinte: „ I har givet Eders Legem
Og Eders Liv til ham, der ikke vilde
Vist givet Eder en af sine Fingre
I Hungersnød at spise, selv om og
Millioners Liv han dermed kunde frelst!”
Og derpaa skoggerloe de tvende Skygger
Og som et Echo sukkede Naturen
Og Natteduggens Taarer hang paa Grenen.
Da sprang en anden luftig Skygge frem,
Med mangefarvet Dragt, med Brix i Haand
Og med en kulsort Maske for sit Ansigt:
Jeg kjendte godt den kjære Harlekin,
Den letbevægelige, muntre Knøs.
„See!” sagde han, „hvor Verden dog er sælsom!
I tusindviis de ligge dræbte her
Og Hver af dem dog kunde levet glad!
I Verden findes der en Columbine
For hver en Harlekin, man seer, og dog
Har alle disse Harlekiner her
Forsmaaet det skjønne Liv og Columbine!”
Og derpaa et Tramplinspring gjorde han
Og svandt — et Stjerneskud fra Himlen faldt. —
Den Sidste var en Riddersmand i Harnisk
Med hvide Lillier i det sorte Skjold;
Han ligned grandt den stærke, djærve Dunois.
„Det unge Frankrig” — sagde han — „er ei
Vanslægtet fra det gamle; stedse lever
Mit Folk for Æren og for Tapperhed,
Hvad enten saa det er de hvide Lillier
Hvad heller Keiserørnen, som forsvares!
Med Hjelm gik jeg, med Bjørnehuer I —
Men see! mit Hjerte slog i Eders Bryst.
I Ærens Purpur svøbte ligge I,
Sov sødt, — I vaagne op hos Eders Fædre!” —
Velsignende han strakte Haanden over
Dem Alle, der i Dødens Drømme laae;
Og derpaa sank Fantomet ned i Muldet
Og Pandsret rasled’ nede dybt i Jorden.