Der Jagt paa Gurre hver evige Dag,
Thi Jagt er Kong Valdemars Glæde.
Hvad vil Du Ørn med Dit Vingeslag?
Nærm ikke Dig Herskerens Sæde. —
Men, vogtet af Søen og Ringemuur,
Maa Dronningen boe paa Søborgbuur,
Som Fange, den Thronebaarne!
Hvergang hun i Bølgen speilte sig,
Den større sig græd, svam sørgelig
Langt bort fra de skumle Taarne.
Da klaged hun tungt for Ternen smaa,
Som sad ved hendes Side:
„Kong Valdemar foer i Silke blaa
Til Søborg ved Midnatstide;
Mig hilste han ei, men klappede Dig,
Ung Helvig er fattig, men Du er riig,
Hans Øine for Dig kun brænde!
Siig, trofaste Terne, veed Du Raad,
Da standse Du nu Din Dronnings Graad,
Min Lykke har Du ihænde.” —
Heel dristige Raad har Ternen lagt,
Kun Uskyld kan slige skjænke:
„Ha, føler han først Din Skjønheds Magt,
Da skal han sit Mod nok sænke!
Og hører han først Dit Sandhedsord,
Dit Dronningeskjold han rustfrit troer,
Han kysser Din klare Pande.
Een Qvinde kan Manden vist knap modstaae,
Men hvorlunde vil der Kongen gaae,
Naar tvende med Mod fremstande?”
Hvo rider saa taus i den bælne Nat
Tæt ind under Søborgs Linde?
Kong Valdemar har sit Slot forladt,
Han søger en — Elskerinde.
Graaskimlen han tøiler Broen nær:
„Den smukke Terne mig stevned her —
Ung Helvig, Du rolig drømme!
Mit favreste Skib paa Bølgen gled,
Men troløst stak det i Dybet ned —
Med Baad maa nu Kongen svømme!” —
Den gothiske Borg er i Mulm tilslørt,
I Stalden kun Svendene vaage,
Men de have Kongens Gang ei hørt,
Ei Klappren ved vestre Laage.
Og Kongen sig sneg med sagte Skridt;
Fra farvede Ruder, sværmerskblidt,
Ham lyste kun Maaneskjæret.
I Gangen han fandt en Haand saa blød,
I Kamret han kyssed en Læbe sød —
Smaaternen det vel har været! —
Men da nu i Gaarden Hanen goel
Og Dagen oprandt saa vide,
Da straalte fra Vinduet stærken Sol —
Ung Helvig laae ved hans Side!
Hun mærked med Lyst og halv med Vee,
At Kongen til Gulvet ned monne see
Og taug som i Dødens Dvale;
Hendes milde Blik da Taarer udgjød,
Hun reiste sig op og fra Læben flød
Den blye, men dog stærke Tale:
„Min Konge, til Jord Du Øiet slaaer,
Din Pande Du frit kun reise:
Ung Helvig med Skjælven for Dig staaer,
En Hustru tør ikke kneise.
Kun een Ting ønsked jeg, siig mig blot,
Hvorfore Du gav mig Haan og Spot,
Skjøndt Du var min Lyst og Ære?
Hvi lod Du mig ei ved Slesvigstrand
Hos Broder i elskte Fædreland,
Naar kun jeg Dit Had skulde bære?” —
„Hallo, tie stille, min Dronning fiin,
Kong Valdemar ei Du daarer:
I Løndom var Folkvar Boler Din,
Og nu Du Din Huusbond kaarer!
Mit favreste Skib paa Bølgen gled,
Men troløst stak det i Dybet ned —
Du sank i de sorte Strømme!
Siig, skulde jeg Helvig, elske Den
Som kaared en Tjener til sin Ven,
Mens Herren i Fred mon drømme?” —
Da talte med Sjælesorg hun brat,
Med Kinden i stammende Rødme:
„Mig hilste som Brud først denne Nat,
Du sugede Blomstens Sødme!
Ung Folkvar slumrer nu hvid og død,
Uskyldig han ligger i Gravens Skjød,
Og dog haver jeg det værre!
I Plader de Mænd om Kongen staaer,
Hver haver jeg kjær i Kongens Gaard,
Som troligt tjener sin Herre.”
„Men høre Du nu Din Hustrus Røst,
Hun taler ei nu forgjæves;
Mit Skjold, der har lidt hin dybe Brøst,
Seirmærket, det skal gjenhæves.
Du troer mig nu ei, Kong Valdemar,
Der er i Dit Sind et gammelt Ar,
Over det har Du ikke Din Villie;
Men vel kommer sildig Efterslægt,
Som tager mit Navn i Varetægt
Og renser mit Vaabens Lillie.”
„Thi være det da et Tegn fuldvist
For Slægterne, dem der komme:
Hvis Naade mig skjænke Gud og Christ,
Naar Tiden og Timen er omme,
Og føder jeg da med Angst og Vee
Et Foster, som Norden engang skal see
Selv større end stærken Fader,
Da vidne de vil, naar jeg er død,
At Taarerne dog uskyldigt flød —
Og Pletten mit Skjold forlader!” —
Hin unge Dronning var reen og skjær,
Hun talte det Ord forsande:
Kong Valdemar stred med Hu og Hær,
En Løve for Dannemarks Lande,
Men Datteren med det kloge Blik
Et lysere Navn og Mærke fik,
End Faderen selv hin Bolde.
Margrethe sig fæstede Kroner tre,
Og saaledes monne det rigtigt skee.
At blanke blev Moderens Skjolde.