Hic situs est Phaëton, currus auriga paterni
Quem si non tenuit, magnis tamen excidit ausis.
Ovidus
Yngling, o Du, hvis livlige Sands er aaben for Stordaad,
Hvis ufordærvede Sind føler for Fleer, end Dig selv.
Villig o bøi Dit Øre til mig, skjøndt ubekjendt Sanger,
Følg til hin Grav Du mig hen, Graven bedækker et Folk.
Ofte paa Scenen jo rørte Dig Digterens Skildring af Sorgen,
Bøi Dig med Ærefrygt her: Clio taler i Sorg. —
Venlige Glut, som læser ved Lys for Fader og Moder,
Spring ei mit Pag’na forbi, læs for de Gamle det høit.
Hjælp for det levende Polen, Pige, besad ei Europa,
Men for det Døde har dog sagtens en Taare vel Du!
Stor var Landenes Krands, som fordum nævnedes Polen,
Over den kraftige Slægt skinte med Glæde Guds Sol;
Tvedragt splitted dog Sønnernes Kraft, uvedkommende Fyrster
Deelte med vanhellig Haand Strækningen efter Behag.
Vildt efter Død eller Frihed da kasted Du Tærning, Kosciuzko,
Intet af begge Du vandt, kun et forsmægtende Liv.
Længst paa fire Mands Axler Du bares til eensomme Kammer,
Lykkelig Du som ei seer atter et Tærningekast!
Sov i Din rolige Seng kun trygt og skjult være Sandhed,
Drøm, at Dit Polen er frit, vi ville drømme det med.
Aarene randt; i Trældom ginge de Tappre; det knuged
Polens Sønner; omsonst stirred de efter en Hjælp.
Togange stiger Messias ei ned til de ventende Slægter,
Judas derimod kom, stod i Polakkernes Flok.
Hvergang Vaaren i Landet treen med Sangfugl og Grønsvær,
Sukked af dybe Bryst Manden med Taare paa Kind:
„See paa Naturen, der moderlig vexler med Sommer og Vinter;
Kun i det halve Aar dækker den Landet med Snee.
Weichselen bryder nu op og vælter de mørkeblaae Bølger,
Bruser og skummer igjen, springer den fængslende Iis.
Ikkun i Mandens Sjæl ei gjelder en skiftende Aarstid,
Evig er Vinteren der, bitter Erindring om før.
Fremmede Mænd tredeelte vor Konges hellige Kaabe,
Brak med forbryderiskt Greb Scepter og Thronen itu.
Slørede Fremtid, bringer Du aldrig Polen sin Konge?
Kun hvad i Fortid vi var sukke vi, bede vi om.” —
Og det rasled’ i Løvet, som bønfaldt og nikked Naturen,
Som om den venlige Vaar deelte den Sørgendes Qval.
Men da nu Herskerens Tøile sig overstadigen stramte,
Kasted det herlige Spand Vognen og Styrer omkuld.
Fædrenelandet da kaldte med ængstelig Røst sine Sønner,
Sønnerne mylred i Flok, Landserne kom for en Dag.
Rigmanden kom, han rakte heel trolig sin svulmende Rigdom,
Sølvet, der stod paa hans Bord, smeltedes hurtigt til Mønt.
Borgeren kom og Qvinden og fattige Bonde med Leen,
Ba$$rnet med smilende Kind slæbte paa Gaderne Steen;
Og Veteranerne kom, de Djærve, som fulgte Napoleon,
Alle saa haabed de Seir, Mange saa fandt de kun Død.
Han, som skred over Balkan og klipped af Mahomeds Maane,
Med overvældende Magt rykked i Markerne frem.
Dog — han elsked Sobieskis Folk og tænkte beslægtet,
Snart beundrede ham — Døden omtaaged hans Blik.
Lad den simpleste Gravskrift være hans evige Smykke,
Rids den i Warschaus Muur, Russer, taknemmelig ind:
„Over den Stærkes Liig græd selve hans Fjende, Polakken, —
Ved Macedonerens Grav jamred Darius’s Slægt.”
Gjerne da vilde Du, livlige Franker, Dig skyndt over Rhinen,
Mandig den raske Ungar traadte for Keiseren frem,
Han med det trofaste Bryst, Germanen, oprørtes i Sjælen —
Ulige Kamp vil ei godt passe med Ædlingens Hu.
Siig, hvad lærte vel os hin blodige Valplads i Polen?
At der endnu gives Mænd, som i den romerske Old,
At i Europas Midte Du finder en Slægt, som formener,
Hører Du ei, hvor Folkene høit tilraabe hverandre?
Af en bedøvende Søvn styrte de pludselig op.
Det var den galliske Hane, der goel med skingrende Stemme,
Folkene lyttede til, Echoet tusindfold klang;
Frihedens Morgenrøde besprængtes med blodige Roser,
Christus i Himmelen saae sørgende med paa vor Jord.
Men siden den Tid er der en krigerisk Tummel i Verden,
Vinterens Konge vil barsk qvæle den spirende Vaar:
Det er den syttende Mai, der kæmper med kolde December.
Ak, men Decemberen vandt, Warschaus Ruiner det saae. —
Kejserligt, høie Monark i det vældigt svulmende Rusland,
Kejserligt handlede Du dengang Du Polen betvang!
Det kan jeg godt forstaae, at ikke Dig villig Du fraskrev
Eiendomsret til et Folk, som Dine Fædre Dig gav:
Hermelinskaaben af Drotten maa heel og holden bevares,
Stor var Din Arv, til Din Søn gaaer den uklippet i Arv;
Ham vil Du svare hver Flig, hver Alen af Fædrenes Purpur —
Dette Du skylder Din Søn, dette Du skylder Din Slægt.
Men mere christeligt vist, om end ei lige politiskt.
Havde Du handlet for Gud, Ham der skal domme hver Drot,
Hvis før den blodige Strid Du havde med Mildhed i Øiet
Sagt til de Tappre, som, nu hjemløse vandre paa Jord:
„Fremmede Mænd tredeelte den kongelig hellige Kaabe,
Brak med forbryderiskt Greb Scepter og Thronen itu;
Jeg, Nicolaus, bringer nu atter Polen sin Konge,
Det hvad i Fortid I var atter I vorde ved mig!
Hvad ved en Udaad er bleven erhvervet vil ikke jeg arve,
Men jeg vil det gjøre godt, som Catharina forbrød.
See! hvor berømt end Fredrik den Stores Navn er i Verden,
Paa Katafalken der sees dog en uviskelig Plet.
Du, min Stammemoder, skal slumre roligt i Kisten,
Derfor, o Polen, vær frit, vælg nu Din Konge Du selv!” —
Venlige Glut, som læser ved Lys for Fader og Moder,
Spring ei mit Pag’na forbi, læs for de Gamle det høit!
Hjælp for det levende Polen, Pige, besad ei Europa,
Men til det myrdede Folk Digteren vier en Sang.