»At oversætte Byron!« — Søde Bro’er!
Der Du forlanger vist for Meget:
Jeg elsker Byrons Pegen hen mod Nord,
Men aldrig den Mand, der har sveget
Det engang givne, hellige Ord,
Hvad heller sveget tause Løftet om
Som Pair at værne Folkets Helligdom! —
— Lord Byron! Du, som døde,
Da Helios med pragtfuld Morgenrøde
Henkasted Lysskjær over
De svovlblaae, smukke græske Vover!
Lord Byron, Du, jeg kjender Dig,
For min Aand staaer Du som umaalelig.
Og Dig, Lord Byron, hvem i Ungdomstide
Begeistret jeg har slugt og ædt,
Dig skulde jeg nu døsigt slide
Og oversætte paa et Tavlebræt!
Der er Formeget, Byron, end tilbage,
Før jeg din Støvlepudser bli’er:
Jeg lever end i Kraftens Dage,
Og bortskudt er ei Hjortenes Gewier!
Selvstændig vil jeg staae og virke,
Opnaaelig i Feiltrin, søde Bro’er!
Men uopnaaelig udi at dirke
Paa den Laas, Republikken har i Nord.
Ja, kjære Ven! det er vel sagtens store Ord,
Men jeg forsikkrer Dig og Hver, som troer:
Der forestaaer vor Verden en ny Kirke!
En Kirke lys, en Kirke stor,
Et helligt Tempel, som sig smukt skal hvælve
Fra, hvor Kamschatkahvalens Næseboer
Med Sprudlen bringer Isen til at skjælve,
Hen til, hvor Jesuiten i den varme Zone
Beaander Pavens Tøffel med et Slik
Og gaaer i Seng saa med en Andens Kone,
Alt efter god og gammel Skik.
Den Kirke, den skal bygges! Aandens Kraft
Skal ved vor Ungdom heise Krandsen
Paa Bygningen: Kraft have havt
De Gamle, men de er gaaet bag af Dandsen.
Men ingen Byron bygger dette Huus,
Og ingen Lord kan tømre den ny Verden:
En simpel Mand skal af det simple Gruus
Omforme Jorden, byde ny Gebærden.
Et lidet Barn laae udi Bethlehem,
I Hestekrybben, svøbt i Pjalter;
Hans Billed staaer i hver en Christens Hjem,
Portraitet sees fast paa hvert Alter:
Det var en Gud, — det veed vi nok —
Men i sin Skikkelse han vandred
Fra Tømmermandens simple Flok,
Og Klodens Hjulgang han forandred!
Lord Byron! Det kan ikke Du!
Jeg elsker Dig, men vil ei være Slave!
Paa Nul staaer muligt mit Talent, min Hu,
Og Du kan mange flere Grader have!
Men een Ting forbeholder jeg mig dog:
»Jeg vil ei være Byrons danske Drog!«
Og dog! for Øiet glide de henrundne Tider:
Jeg har Dig elsket, Byron, og forstaaet!
Du leed af Høisind og — hvad Legemet lider,
Du var en Guldmønt for en bedre Verden slaaet.
Du er en Mønt, heel gangbar udi Coursen,
Men aldrig, Milord, skal Ressoursen
Til Livsophold jeg søge ved
At plante libanonske Ved
Paa en uhjemlig, om end vakker Bred.