To store Dyr i Luften tumle sig
I kjærligt Favntag, stundom og i Kamp:
Blaaskimlen, det bevægelige Hav,
Med mange Rynker paa sin brede Hud,
Med mange Rædsler i det dybe Skjød; —
Jevnsides ligger kulsort Hoppe strakt,
Den dovne Jord med lysgrønt Skaberak.
Naar Skimlen stundom truer med sin Tand,
Da ryster Hoppen utaalmodigt sig,
Og Ilden spruder af dens Næseboer. —
Jeg elsker begge Dyr.
Det Middag var;
Jeg vandred paa det sorte Legems Ryg;
Hen over tætte Skov nedsendte Sol
En mægtig Lummervarme, saa at Alt
Mig syntes sjunken ned i Dødens Slum.
Taus Fuglen var, Insektet skjulte sig
I Græsset, selv jeg gisped efter Veir,
Og jeg var eensom i den stille Skov.
Da kasted jeg mig ned og lagde Øret til
Det sorte Dyr; ei noget Aandedræt
Fornam jeg at det sendte, — det var dødt;
Dets Aandepust bevæged intet Blad,
Men udenfor jeg hørte Skimlen vrinske.
Da tænkte jeg: nu er det Tid; i sligt
Moment kan jeg i Eenrum tale med
Det Væsen, der skal mig Oplysning give.
Den hemmelighedsfulde Sammenkomst
Forstyrres ei af nogen Dødelig,
Ei af Naturen selv, — den sover.
Og,
Som jeg det havde læst i Oldtidsbog,
Min Kaarde blotted jeg, nedstødte den
I Jord og kaldte trende Gange paa
Min Genius!
Da buldred det i Dybet,
Det var, som Lænker rasled, Tordnen lød
I Jordens Dyb; jeg greb et Grantræ fat
For ei at falde. Trende Alen fra
Min Fod en Revne blev, og op af Jorden
Steeg et besynderligt, et ukjendt Væsen
Med snedigt Slangeblik, sortladen Hud,
Et dunkelt Vingepar paa smidig Krop.
— O vee! er Du min Genius?!
— »Den Ene,
Din onde Genius!«
— Dig har jeg ikke
Paakaldt; forsvind igjen.
— »Du kalder snart
Mig atter!« og han svandt i Revnen; Jorden
Igjen sig lukked; Lænker rasled, Hyl
Jeg hørte nede; Dødssved følte jeg
Paa Panden risle. Dog jeg fatted mig.
Greb Kaarden, strakte den mod Himlen op
Og kaldte heftigt trende Gange paa
Min Genius!
Og see, — med Purpurflammer
I en azurblaa Sky nedsteeg en Mand
Af overjordisk Skjønhed; ogsaa han
Bar Vinger paa sin Skulder; med veemodigt
Bebreidende, dog venligt Smiil han saae
Mig stivt i Øiet; Lynglimt funkled fra
Hans hvide Klædebon. Han tog til Orde:
»Hvad vil Du mig? Kun sjeldent har din Aand
Søgt Trøst hos mig? Bestandig ved din Side
Du har din onde Genius; ham elsker
Du meer end mig; naar jeg i Mileviis
Er fjern fra Dig, staaer han tre korte Alen
Kun fra din Hu, din Tanke. Siig, hvad søger
Du hos den Gjæst, Du kun saa sparsomt kalder
Til Huset«
Rask jeg svarte: Vide vil jeg,
Hvad der hiinsides Jordelivet ligger.
Bedrager Anelsen mig, naar den hvisker,
At jeg skal gjensee alle mine Kjære,
At jeg skal selv forynget svinge mig
Af Graven, atter leve, evigt leve
Med Kraft, i Duft, skjøn, som Du selv, i Farven
Som Hyacinthen; skue Gud, indaande
Hans Ufortærlighed, Drot over Sølverstjerner,
Med lysblank Klarhed i en luttret Sjæl,
En Ætherskikkelse, en opfyldt Drøm,
En Gud, en Evighed, som Du? — Hvad heller
Er der en evig Grav, et evigt Mulm? Henvisner
For alle Tider dette Hjertes Blomst,
Naar Døden klamrer sig om Blomstens Blade?
Veemodigt svarte da min Genius:
»Hvad Du vil vide, veed selv ikke jeg!
Endnu har ingen Engels Øine seet
Ind i den Verden, der er forberedt
For Jordens Børn, forunderlige Væsner
Vi see hist i de fjerne Kloder gaae,
Men om det Jordens fordums Børn vel er,
Det veed vi ei: Haab Du det Bedste, men
Frygt heller ei det Værste«.
Kaarden greb
Jeg rasende, jeg hugged efter Englen,
Men Klingen gik som gjennem lyse Flammer,
Og uberørt, usaaret Englen stod,
Indtil jeg raabte: O, forsvind igjen,
Naar Engle veed ei Meer, end stakkels jeg.