1.
Firdusi, Gartnersønnen fra Tus,
i hvis Paradis Nattergalen
flagrer om Rosen og klager ømt
og vemodigt Elskovskvalen,
nemmed af Sangerkorets Drot
at gynge paa Tonens Bølger
og bringe for Lyset i Sangen frem
hvad dybt sig i Hjertet dølger.
I Ungdommens drømmende Morgenstund
smelted hans Sjæl ved Klangen,
og høit han svor: til sit sidste Suk
at vie sit Liv til Sangen.
— Sultanen Mahmud vældig sad
i Gasna paa Perserthronen.
Sangen ham tykkes en herlig Juvel
til Smykke for Keiserkronen.
Thi kaldte han Digteren til sit Hof
og bød ham: af gamle Skrifter
at vække til evigt Liv i Sang
de henfarne Stores Bedrifter.
«Et Guldstykke for hvert klingende Vers
skal være Digterlønnen!».
saa mæled Persiens stolte Drot
hvimodig til Gartnersønnen.
Og Skjalden sad ved Dag og ved Nat
og grandsked de gamle Skrifter
og vakte til evigt Liv i Sang
de henfarne Stores Bedrifter.
Skikkelser fra den svundne Old
reiste sig af deres Høie,
fagre Kvinder og stærke Mænd
svæved for Digterens Øie.
Og om det Hele slynged sig sært
Genier og Dæmoner.
Det blev et mægtigt Heltedigt
i stærke, brusende Toner.
Saaledes sad han i tredive Aar;
og Kræfterne fast ham svigted,
da han endelig skrev det sidste Vers
og sendte Sultanen Digtet.
... Firdusi glad i det kvægende Bad
de trætte Lemmer strakte,
da Slaven fra Persiens høie Drot
Digterlønnen ham bragte.
Et Guldstykke for hvert klingende Vers
skulde være Digterlønnen —
og blege Sølvstykker rullede hen
for Foden af Gartnersønnen.
Da hæved han stolt sig af Badets Tvæt,
og sparked til Fyrstegaven.
«Du bringe din Herre Hilsen og Bud!»
saa talede han til Slaven.
«Jeg gav ham Tonernes klingende Guld,
og Guld skal Digteren lønne.
Hans Tiggerskjærv, hans usle Sølv
jeg agter ei værd en Bønne!»
Saa kasted han Sølvet ud i Grams
til Folkehoben paa Gaden,
skrev en Satire mod Persiens Drot
og flygtede ud af Staden.
2.
Sultanen Mahmud vældig sad
i Gasna paa Perserthronen.
Sangen ham tyktes en herlig Juvel
til Smykke for Keiserkronen.
Thi stemmer en Sanger op et Kvad
om Fortidshelte bolde,
det klang med et mægtigt Tonefald
som Sværdslag imod Skjolde.
Og Sangen skifted og toned blødt
om Møer, fagre og blide.
Det lød som Nattergalesang
i Lunden ved Midnatstide.
Og Sangen skifted atter og klang
om Genier og Dæmoner.
Det var et underfuldt Heltedigt
i stærke, brusende Toner.
Bevæget lytter det hele Hof,
Sultanens Kinder gløde;
det var, som Toner fra Paradis
strømmede dem imøde.
Sangeren tav. Da lød et Raab
af tusind begeistrede Tunger:
«Firdusi leve, den store Skjald!»
igjennem Salene runger.
Sit Øie slog Perserdrotten ned
ved Mindet om Gartnersønnen,
der offred Sangen sit hele Liv
og sveges for Digterlønnen.
Saa vender han sig imod sin Vesir —
mens Stemmen næsten ham svigter —
og spørger sagte: hvorledes det gaaer
Firdusi, den store Digter.
Vesiren bøier sit Hoved dybt,
og Taarer i Øiet brænde:
«Han lever i Tus, sin Fødeby,
som Olding i Nød og Elende!»
Da springer Mahmud fra Thronen op,
hans Stemme runger i Hallen:
«Man føre Kameler, belæssed’ med Guld,
til Tus, til Mesterskjalden!»
... Kamelerne traved og naaede Tus,
i hvis Paradis Nattergalen
flagrer om Rosen og klager ømt
og vemodigt Elskovskvalen.
Men medens ind ad den ene Port
under Kamelernes Stønnen,
Drivernes Raab og Folkets Larm
man førte Digterlønnen —
førte man ud ad en anden Port
stille, med Suk og Taare
den stolte Digterkonges Lig
paa en fattig Baare.