Der gaaer en mægtig Aand igjennem Tiden,
det bruser underligt i Syd og Nord;
og midt i al vor Trængsel, al vor Liden
sig hæver freidigt et Apostelkor.
Med Tunger, glødende af Hjertets Varme
de juble: «Frihed, Frelse for vor Jord!»
Det rører sig i alle ædle Barme,
og Tanken bøier ydmygt sig og troer.
O lad dem spotte i de høie Sale:
«I ere fulde af den søde Vin!»
Lad Professorer og lad Præster gale,
og Rotschild skotte til sit Pengeskrin —
de dæmpe skal dog ei den stolte Tale,
ved Seinen ei, og ei ved Øresund;
thi nu er Folket vaagnet af sin Dvale
og Priser Morgenstund med Guld i Mund.
Nei, hedde skal det ei til sene Tider,
at «Skrædderen stod feig og flad igjen»;
thi, medens Solen henad Banen skrider,
en «Skrædder» hvo der ikke følger den.
For Lyset, brave Brødre! Tiden strider,
og vi vil kæmpe med, som vi kan bedst,
om end Beaumonden bitter ad os bider
og snærrer: «Schufter, bliv dog ved din Læst!»