1.
Saa skal jeg nu atter skue
Vennen fra Ungdoms Aar
med de sorte Øines Lue
og det lyse, flagrende Haar,
med de sjælfulde Smil om Munden
og den rige poetiske Aand —
jeg skal atter i Aftenstunden
knytte det gamle Baand.
O, hvor vi skulle tale
om al vor Ungdoms Lyst,
naar i Skov og dybe Dale
vi sværmed Sommer og Høst
med Randslen kastet om Skulder,
i Haanden vor Vandringsstav —
høit vor Jubel ruller
vidt over Land og Hav!
Vi skulle mindes med Gammen
den prægtige Vintertid,
naar vi glade studerede sammen
Platon med klassisk Flid
og steg mod Ideens Himmel
med henrykt blussende Kind
høit over Jordens Vrimmel
og Fænomenernes Skin —
naar vi sad over Shakspeare bøied’,
og en Verden forbi os drog,
mens Taaren traadte i Øiet,
og Hjertet høiere slog.
Han var kommen vidt over Voven
fra Islands Klippeø
til Sletten og Bøgeskoven
og den stille drømmende Sø.
Vi havde i Ungdoms Dage
sammen haabet og drømt.
Mindet vender tilbage,
og Sjælen hilser det ømt.
2.
Saa det er Præstegaarden
henne ved Hliden hist!
Ussel, forfalden staaer den
i Fjeldnaturen trist.
Et Faar paa Grønsværstaget
græsser i Ro og Mag.
Af Minderne sært betaget,
jeg staaer i den heldende Dag.
Jeg træder ind i Stuen
med Lergulv, lille og lav.
Fra Kjøkkenet Skorstensluen
en dunkel Belysning gav.
En Mand ved Vinduet hviler
sit Hoved mod Bordets Kant.
Han reiser sig, døsigt han smiler
og raver en Smule iblandt.
Et «Sæll!» han imøde mig sender
og rækker mig Haanden hen.
Jeg ham kjender, og ikke ham kjender
jo, det er min Ungdomsven!
Øiet usikkert flammer,
om Munden spiller et Grin,
lallende Tungen stammer —
en sørgelig vild Ruin!
Jeg ned min Smerte dæmper
og nævner for ham mit Navn.
Jeg ser, hvor det i ham kæmper,
da han kaster sig i min Favn.
3.
«Naa, skynd Dig, min deilige Dise!
herfrem med Druens Blod!
Som Noah, den gamle Vise,
vi drikke os lystigt Mod.»
En Kælling med gnavne Miner,
snavset, fed og stor,
ind i Stuen triner
og sætter en Flaske paa Bord.
En Hob Unger med uredte Lokker
nedad den buttede Kind
ude paa Gangen sig flokker
og kiger ad Døren ind.
... Dog hvorfor videre male
Gjensynets bittre Ve!
Jeg kunde for Sorg knap tale,
og maatte dog spøge og le.
«Svei mjer!» vildt han banded;
«det gaaer nu, som det kan bedst —
duer man ikke til Andet,
saa duer man altid til Præst.»