Jeg stiger, og jeg stiger
ad Bjergets Side op;
jeg higer, og jeg higer
imod den høie Top.
Med magisk Skjær den blinker
i lyse Straalers Dands,
og underfuldt den vinker
i Ætherhavets Glands.
Den skarpe Klippe skærer
tilblods min trætte Fod,
men fremad rask mig bærer
mit kjække Ungdomsmod.
Paa steile Fjeldeskrænter
er Veien tung og trang,
men nyfødt Mod jeg henter
i frisk og freidig Sang.
Og naaer jeg ikke Tinden
og vinder ei saa vidt,
men segner mat forinden —
jeg har dog ærlig stridt.
Jeg har dog opad kæmpet
i høi og dristig Gang.
Jeg har dog ned ei dæmpet
min Længsel og min Trang:
mit Hoved glad at dukke
i Ætherhavets Glands,
min Pande stolt at vugge
i lyse Straalers Dands.