Dybt i Agerrenen,
hvor Kornets Rødder groe,
hviler, hyllet i Freden,
min simple, fattige Bo.
Over mit Hoved bølge
i Sommerens lune Vind
de fulde, gyldne Vipper
sagte ud og ind.
Nyttige Producenter,
Axene kneisende staae.
I deres Skygge skjules
Sangeren, ringe, graa.
De føle Borgerværdet
og pukke paa deres Guld.
Sangerens Rede hænger
lavt i det sorte Muld.
Ubemærket han bygger
mellem den rige Høst,
barnligømt han sig hælder
til Jordens Moderbryst.
Naar Solen stiger og daler
i Morgen- og Aftengry,
paa dirrende Vinger jeg flyver
op mod den rødmende Sky.
Svævende høit over Jorden
med al dens Sorg og Lyst,
stærke, sittrende Toner
strømme frem af mit Bryst.
Den trætte Vandrer standser,
bevæget, sin raske Gang,
hæver sit Blik mod Himlen
og lytter glad til min Sang.
Freidig jeg slaaer min Trille
høit under Himlens Sky —
og søger i Agerrenen,
ydmyg, mit skjulte Ly.