Du sidder, en gammel Kvinde,
fjernt fra det brogede Liv
med Øinene næsten blinde
og Ryggen bøiet og stiv.
Dybt er dit Ansigt furet,
af alle Roser forladt.
Snart vil Skjebne-Uhret
pege paa Dødens Nat.
Forbi Dig Verden iler
til sit lystige Spil,
sjeldent den standser og smiler
til den gamle Moerlil.
Den ser kun Ansigtets Rynker
og Øiets matte Glands.
Medlidende, den Dig ynker
og flyver til Leg og Dands.
Den daarlige Verden jeg ynker —
hvor kan den være saa blind!
Jeg i dit Ansigts Rynker
henrykt stirrer ind.
Øiet begeistret luer,
Panden hvælver sig kjæk:
min Ungdoms Elskede skuer
ud af de gamle Træk.
Ud af de slukte Blikke,
ud af den furede Hud
titter — ser I det ikke? —
min Ungdoms deilige Brud.
Kun for at overraske
gammel hun blev og graa;
Ansigtet er kun en Maske,
som hun har taget paa.
Tidt i et Klosters Haller
ligger et Pergament;
Støvet paa det falder,
det er af Ingen kjendt.
En Munk har paa det skrevet
Livets dybeste Nød,
Pergamentet er blevet
viet den mørke Død.
Men frem under Munkens Klage
med Domsbasunens Klang
titter fra gamle Dage
en herlig Oldtids Sang
om Solens lyse Straaler
i Sydens milde Luft,
om Vin i fulde Skaaler
og Foraarsblomsters Duft.
Ildfuldt det sorte Øie
straaler i Ungdoms Glands.
Olympens Guder, de høie,
møde den henrykte Sands.