Jeg mægter ikke at sove
i Sommerens Morgengry
for Svalernes lystige Kviddren
under den rødmende Sky.
Fra deres lille Rede
høit under Husets Tag
de hilse med jublende Stemme
den nyfødte, lyse Dag.
Ak, paa mit ensomme Leie
bliver min Tanke blød,
hvergang jeg hører derude
Svalekvidderen sød.
Yndigt for Sjælens Øie
stiger et Billed frem:
Svalens luftige Rede,
Sangerens lille Hjem.
Ungerne pippe derinde
sagte saa godt de kan.
Nu titter et lille Hoved
ud over Redens Rand.
Nok et og nok et jeg skuer,
Næbbene aabne staae.
Der er en Rigdom, jeg mærker,
paa velsignede Smaa!
Hunnen sidder paa Taget,
kiger til Ungerne ned —
Sommermorgenen breder
over det Hele sin Fred.
Jublende kommer Hannen,
Flugten som Pilen snar;
Føde til sine kjære
smaa Forsultne han har.
Hustruen ham imøde
sender en Velkomstsang.
Hvilken en yndig Kviddren,
hvilken en Hjerteklang!
Ak, paa mit ensomme Leie
bliver min Tanke blød,
hvergang jeg hører derude
Svalekvidderen sød!
Jeg maa paa Livets Bølger
tumles i Længsel og Savn,
kan ikke styre min Snekke
ind i Kjærligheds Havn.
Naar skal jeg finde det drømte
milde, velsignede Hjem?
Naar skal jeg finde det stille,
i Freden hyllede Gjem?
... Lidt det dog baader at klage,
modløs, paa Livets Strøm;
lidt det dog baader at synke
hen i blødagtig Drøm!
Brus kun, skummende Bølger,
skyl kun over mit Dæk —
endnu er Masten ei knækket
endnu er Skuden ei læk!
Kjæk imod Livets Brænding
vende, mit Skib! Du din Stavn.
Du skal vel ogsaa finde
engang en stille Havn.