Jeg iler mod Døren og griber min Hat,
jeg siger dem Alle saa venligt Godnat,
men Hjertet vil briste.
De jublede høit i ungdommelig Lyst,
og jeg trængte til Stilhed, trængte til Trøst,
men Ingen det vidste.
Paa Gaden er tyst som i Gravenes Bo,
og Vægteren slumrer i Skuret i Ro,
mens Stjernerne spille.
Og Taarerne strømme og væde min Kind,
mens jeg, kæmpende mod den bidende Vind,
forbløder mig stille.
Hist henne er Lyset endnu ikke slukt.
O hør, hvor dog Tonerne vugge sig smukt,
vemodige, bløde.
Det er, som de bragte mig Hilsen og Bud,
som mildt de forjætted, at Kjærligheds Gud
ei vil mig forstøde.
Der sidder hun inde bag røden Gardin,
hun sidder, saa ung og saa faur og saa fin,
hos Søster og Moder.
O sad jeg paa Skammelen ved hendes Fod,
o trøsted hun mig og opreiste mit Mod —
var jeg hendes Broder!
Jeg vilde ved Arnens fortrolige Skin
fortælle om dette forvildede Sind,
der frister og daarer.
Da skulde hver uren og vanhellig Lyst,
der knuger mit Hjerte og tynger mit Bryst,
jeg drukne i Taarer.
Og kjærligt hun faae mig i Øinene ind,
mens Haaret hun strøg fra den brændende Kind,
med Haanden, den bløde.
Saa taled hun milde og kvægende Ord,
og Himmelen dalede atter til Jord
i Sjælenes Møde.
Og Smilene dukked af Taarernes Hav,
og Engelen sad ved den opbrudte Grav,
bortviftende Klage.
... Nu Tonerne tie, hun Stuen forlod.
Med drømmende Tanke paa Gaden jeg stod
i Mørket tilbage.