Nu vil jeg for Eder kvæde,
om I vil mærke og høre:
om den jeg elsker saa saare,
han vil imod mig gøre.
Min Allerkæreste, forglem mig aldrig.
Jeg elsker hannem, og det var vist,
alt udaf Hjertens Grunde;
jeg agter hverken Venner eller Slægt
eller nogen Klaffers Munde.
Jeg elsker dig meget mere,
end jeg nu skrive vil;
dog kan jeg aldrig leve den Dag,
jeg kan forglemme dig.
Jeg elsker dig udi Ærlighed
udaf en trofast Hjerte;
hvor mange Gang haver jeg sørget for dig
og lidt baade Længsel og Smerte.
Dog vil jeg lide for dig en Død,
lade Livet udaf mig tage,
førend mig tykte min kæreste gode Ven,
dig skulde blive noget at skade.
Af Længsel og stor Kærlighed
da er mit Hjerte overvunden;
jeg tror ikke andet, min Allerkæreste,
du haver det selver befunden.
O, Kærlighed er underlig,
over dig giver jeg stor Klage;
for den som dig mon elske saa saare,
den monne du snarest forsage.
Du haver ikke Lyst at drikke
enten Mjød eller klaren Vin,
du haver talet med mig,
dit Hjerte var ligesom min.
Derpaa saa haver jeg elsket dig
af Hu og al min Magt;
dit Hjerte haver altid været mig god,
saa haver du for mig sagt.
Om all de Menneske i Verden er til,
saa mange som paa Jorden monne bo:
dog lever den aldrig i Verden til,
jeg monne saa vel attraa.
Dog ved jeg vel, min Allerkæreste,
dit Hjerte haver været mig god;
det haver jeg ofte befunden af dig,
du gjorde dine Venner imod.
Nu haver de raad’t dig hid og did
og baade aarlig og silde;
nu est du funden paa den Sted,
som du est kommen til Gilde.
Og lige som Jægeren i Skoven monne ride
og agter de Djur at bede:
saa kan han ofte finde den,
som han ikke efter leder.
Han agter at skjude den samme Fogel,
som man kalder Pelikan,
dog kan han snarlig skjude mist
og ramme en liden And.
Du haver ledt efter Rigdom og Gods,
som Venner haver raad’t dig til;
du haver ikke fanget andet derfor
end Leg og Strengespil.
Trometer, Symfoni og Strengespil
de ville ikke altid vare;
men vogte dig vel, min Allerkæreste,
de ville dig visseligen daare.
Se vel til, min Allerkæreste,
de ville dig visseligen daare;
Herre Gud, hvad jeg det nødigt vilde,
at du skulde ilde fare.
Hvad dig er sagt, og det er vist,
dertil saa maa du lide;
men aldrig lever du den Dag,
jeg agter dig at svige.
Du haver ladt mig din Mening forstaa,
du elsked mig saa saare;
der vi haver førend talet tilsammen,
da have vi fældet Taare.
Dog Skilsmiss er der kommen paa,
det haver Rigdom volden;
men er det Sande, der jeg haver spurgt,
da haver du lidet funden.
Saa mange Tusind de lovede dig,
du skulde have med hende;
men naar du fanger den Jomfrue hjem,
du fanger vel halv minde.
Kunde du ikke fange saa meget Rigdom,
som de monne efter spørge,
da takker jeg Gud for Venner og Slægt,
den kunde jeg svare og høre.
Jeg tror dig vel, min Allerkæreste,
du vilt mig ikke svige;
det vedst du selv, saa vel som jeg,
vi ere hver andens Lige.
Men Rigdom haver voldet det,
du vilt mig nu forsage;
men dog skal mine Venner gaa frem,
som hendes skal staa tilbage.
Haver jeg ikke saa stor Rigdom og Gods,
som snarligen er forødt,
da takker jeg Gud af Himmerig,
jeg er af Ærlighed født.
Der hun skulde skille vor Venskab ad,
dertil agter jeg hende for ringe,
som vi i Æren tilsammen haver haft,
lidet skal hun deraf vinde.
Du tænke paa, min Allerkæreste,
hvor vi haver været for Munde,
og ofte været paa den Sted,
som vi mon aldrig komme.
Saa ofte haver jeg svaret for dig,
der du varst ikke tilstede,
den Tid du varst saa langt fra Led
blandt Pors paa vilden Hede.
Alt paa min Hjertes Trofasthed
der er slet ingen Ende;
men den lever aldrig i Verden til,
der mig skulde fra dig vende.
Længsel og stor Sorrig,
det slaar mig vist ihjel;
men den er aldrig i Verden til,
der jeg haver troet saa vel.
For hver gang jeg dig saa med Øjen,
saa blev jeg af Hjertet glad;
men det kom mindst udi min Hu,
at Rigdom skulde skille os ad.
Og havde mig beden en Kongens Søn,
dog vilde jeg hannem forsvære;
saa tænkte jeg derimod igen,
en anden skulde ligesaa være.
Havde mig beden baade Ridder’ og Svende
med Slot og megen Gave,
da vidste jeg ikke den i Verden til,
der jeg vilde for dig have.
Hvor mange tusind Sinde
haver jeg sid’t over mit eget Bord,
af baade Venner og Slægt
lidt mange Hadingsord.
Det var for dig, min Allerkæreste,
fordi jeg haver været dig saa god,
aldrig paa nogen anden tænkte,
men gjorde mine Venner imod.
Dog vide jeg vel, dit Hjerte er god,
som mod mig monne være;
men alle de Dage jeg lever,
jeg vil dig elske og ære.
Uden den Aarsdag elsked jeg dig
af Hu og al min Magt;
den lever ikke i Verden til,
der jeg vil sætte paa min Agt.
O Gud, som alting haver i Vold,
han raader, hvor det skal ske;
ingenledes monne jeg det tro,
førend jeg monne det se.
Jeg ved det vel, du est mig god,
udaf ret Hjertens Grunde;
men aldrig skalt du leve den Dag,
jeg tror nogen Klaffers Munde.
Og vidste du nu, min Allerkæreste,
jeg er i Huen saa gram,
paa alle de Klaffer i Verden er til;
Herre Gud da give dem Skam.
Lykken befaler vi i Herre Guds Haand,
han monne den bedst gemme:
min Allerkæreste, forglem ikke mig,
hvad du est ude eller inde.
Og efterdi vi have hver anden kær
og er hver andens Lige,
da skal jeg aldrig svige dig,
førend Sjælen af Kroppen vige.
God Nat, god Nat, min Ven saa god,
du far af Landet hen;
jeg haabes til Gud i Himmerig,
du kommer vel snart igen.
Far vel, far vel, Allerkæreste min,
du skalt dig fuld vel vare,
at ingen med deres falske List,
de skal dig ikke daare.
Herre Gud, som alting haver i Vold,
han styre for dig og raade;
hvad heller du est til Land eller Vand,
saa bliver dig intet at skade.
Denne Vise er ikke digtet
enten af Skæmt eller Tant;
saa sandt hjælpe mig Gud i Himmerig,
som det er alvorlig og sandt.
Denne Vise haver jeg digtet nu
udaf en trofast Hjerte;
bevis du mig det samme igen,
foruden al Sorg og Smerte.
Mit Navn vil jeg ikke skrive her hos,
du mon det selv vel kende;
vores Navne haver været skrevne tilsammen
alt baade med Tugt og Sinde.
Vores Navne stander tilsammen
udi det røde Guld;
alle de Dage jeg leve maa,
da vil jeg være dig huld.
Nu vil jeg ikke mere skrive herom,
nu haver denne Vise en Ende;
den Herre og Gud, som alting volder,
umuligt til muligt kan vende.
Hermed vil jeg befale dig Gud,
og dertil tusind gode Nat,
som Jorden er med Blomster groen
og Himlen med Stjerner sat.
Min Allerkæreste, forglem mig aldrig.