Velan jeg her begynde vil
om en Danyser at kvæde,
hvad han haver drevet for godt Spil
med Fru Venus i Lyst og Glæde.
Danyser var en Ridder god
med underlig Ting at finde;
til Bjerget stod al hans Sind og Mod
til Fru Venus og hendes Kvinder.
Den Tid et Aar forløbet var
hans Synder de gjorde hannem bange;
han straks hen til Fru Venus gaar,
sagde: „Fra Eder vil jeg gange.”
„Hr. Danyser, vi have Eder vel kær;
om det er Eders Vilje,
tænker paa den Ed, der soren er:
I aldrig vilde fra os skilje.”
„Fru Venus, det haver jeg ikke gjort,
jeg nægter det aabenbare;
jeg agter Eders Tale ej meget stort,
jeg vil nu fra Eder fare.”
„Hr. Danyser, hvi tale I saa,
I maa vel hos os blive;
en af mine Jomfruer skulle I faa,
og hende vil jeg Eder give.”
„Om jeg til Gifte faar andet Fund,
end jeg nu haver i Sinde,
da maa jeg vist i Helvedes Grund
min Sjæl evindelig brænde.”
„I siger mig meget af Helvedes Grund,
I havet det intet befundet;
tænker oppaa min røde Mund,
han ler i allen Stunde.”
„Hvad hjælper mig Eders røde Mund,
naar jeg i Pinen monne være;
giv Orlov, ædele Frue rund,
for alle Jomfruers Ære.”
„Danyser, begærer I Orlovsbrev,
dem ville vi Eder ej give;
I blive hos os en Ridder gæv,
forlyster Eders unge Live.”
„Mit Levnet er mig vorden trang,
jeg kan her ej længer blive;
efter Bod og Skriftemaal er min Forlange,
til Anger vil jeg mig give.”
„Danyser, Danyser, hvi tale I saa,
hvad kan det Eder fromme?
Vi ville bort i et Kammer gaa,
fra os skulle I ej komme.”
„I siger mig af Eders Kammer smaa,
af Eders falske Sinde,
Jeg ser det paa Eders Øjen graa,
I ere en Djævelinde.”
„Danyser, Danyser, hvi tale I saa,
ville I fluks med os skælde?
Skulde I længer med os omgaa,
I skulde det tit undgælde.”
„Frue Venus, jeg siger Eder visselig,
mig skulle I ej længer her finde;
hjælpe mig Krist af Himmerig
fra disse onde Kvinder.”
„Danyser, vi ville ej Orlov spare,
vi ville Eder Vejen vise;
Ihvor som I udi Landene fare,
vort Lov det skulle I prise.”
Saa gik han straks udaf det Bjerg
med Lov og god Vilje:
„Og hjælpe mig, Krist af Himmerig,
lad mig ikke fra dig skilje.
Til Rom saa agter jeg nu at gaa
og se, hvad jeg kan bade,
om Pave Urban mig hjælpe maa
og mig mine Synder forlade.
O Pave, gejstlig Fader god,
jeg klager Eder alle mine Synder,
der jeg tit haver brødt Gud imod,
dem vil jeg Eder forkynde.
Et ganske Aar haver jeg fangen været
med Fru Venus i Syndens Snare;
ve alle mine Synder, de paa mig kære,
det skrifter jeg aabenbare.”
Den Pave havde en Stav i Haand,
han stødte med hannem paa Jorden:
„Om denne Stav bær Blomster paa Stand,
dine Synder forladne vorde.”
Danyser udaf Staden gik
med Sorrig og med stor Smerte:
„Og hjælp mig, Krist af Himmerig,
Gud trøste alle sorgefulde Hjerter.
Forbandet blive den Pave ogsaa,
som mig til Helvede monne skrive;
en Sjæl de Gud berøve fra,
som maatte beholden blive.”
Den Tid han gik for Bjerget at staa,
saa vidt sine Øjen han kaste:
„Gud signe baade Sol og Maane ogsaa.”
I Bjerget ind monne han haste.
Der han nu kom i Bjerget ind,
de hannem monne vel undfange:
„Siger os, Danyser, dette Sind,
hvorledes det Eder monne gange?”
„Som det med mig nu begav sig,
det havde jeg vel forsoret;
dog beder jeg Krist af Himmerig,
han lader mig ej blive forloret.”
Det skede derefter paa tredje Dag,
den Stav begyndte at grønnes;
før Aftenen kom, bar samme Stav
baade Løv og Blomster skønne.
Den Pave sendte Bud i alle Land,
Danyser skulde igen komme:
„Han er nu løst af Syndsens Baand
ved Kristum sig til Fromme.”
Den Pave bedrøvede sig mer og mer,
han bad Gud alle Stunde:
Gud vilde fuldkomme Danysers Begær,
forlade hannem sine Synder.
O Venus, Venus, hvad du est blind,
hvor mangen du forkaster,
at han taber baade Hjerte og Sind,
falder hen i slemme Laster.
Hvo paa Guds Naade synde vil,
han lønnes med evig Unaade;
det ser I her i Danysers Spil,
thi vogte sig hver for Skade.