Anonym, 1700-tallet

    Ferdinand. Hvorfor ligger du og rager i Jorden, Louise? See, hvor dine Fingre see ud!

    Louise. Jeg vil have denne Rosenbusk op.

    Ferdinand. Og hvad vil du saa med den?

    Louise. Plante den i Elines Have.

    Ferdinand. Plant den heller paa hendes Grav. I otte Maaneder har du ingen Eline meer, og nu vil du pynte hendes Have!

    I hendes Moders Have da, om du vil, sagde Louise, og reiste sig. Rødderne vare saa dybt i Jorden, og hun vilde saa nødig beskadige dem, at Arbeidet kostede hende Sved. Den lykkelige Elsker tørrede smilende Pigens Haand, og trykkede den til sine Læber.

    Søde Louise, sagde han, du vil hædre din Elines Minde med een af dine skiønneste Roser: vilde du ogsaa ofre een til Ferdinands Erindring?

    Louise lagde sin Haand paa hans Mund, smilede til ham, og svarede ham med en Taare. Ogsaa vor Eline fortiener een af mine skiønneste Roser, sagde hun. Du veed ikke, hvor i Haven jeg vil plante den, hvorfor jeg vil plante den. Leopold elskede Eline, og Eline elskede Leopold. Det var hendes aldrende Moder imod. Længe kæmpede Eline mod sit Hierte; men hvo kan imodstaae Kierlighed?

    Ømmeligen snoede Louise sin deilige Arm om Ferdinands Hals, og skiulede sit Aasyn ved hans Hierte. Ferdinand! hvo kan imodstaae Kierlighed? blev hun ved; Eline kunde ikke. Hun sagde Leopold det bævende Ja, men vilde ikke bedrøve sin Moder, hvis graa Haar ikkun gave Haab om faa Dage. De aftalede et dagligt Møde i Haven. „Her, hvor jeg planter denne Rose,“ sagde Eline, „her skal du finde mig, naar min Moder hviler i Middagsheden. Den skal være hos os i den dybe Eensomhed, der skal være saa farlig for blussende Hierter; den skal være et Vidne til min Uskyldighed, den skal være et Værn omkring den. Vi ville kalde den Pagtens Rose. Kom jeg smittet til den, turde jeg ikke opløfte mine Øine derpaa. Forlod jeg den ikke uden Skyld, skulde jeg aldrig mere vove, at komme dens Helligdom nær.“ Saa talede den elskværdige Pige, og daglig indfunde de sig ved Rosen, og daglig beskuede hun den med Selvbevidsthedens Engle-Følelse. Leopold blev fordret til Tvekamp, mødte og faldt. Eline maatte, saa godt hun kunde, dølge sin Jammer. Kun Middagstimen lindrede den; thi da søgte hun til Pagtens Rose, og beskuede den, og græd derpaa. Hver Dag kom hun der, og hver Dag flød hendes tilbagepressede Graad, som en heed Strøm, over den paradisiske Blomst. Rosen visnede, og Eline visnede med. Høstvindene fore over Elines Grav, og raslede i den fortørrede Busk. Hun havde været skiøn, som Rosen, og uskyldig, som den.

    Paa den Plet, Ferdinand, hvor Pagtens Rose stod, der skal denne Rose blomstre. Den skal minde mig om, hvad Eline var førend Visnelsens Dage.

    Louises Barm gik tungt op og ned, og Aftenrøden, der tittede igiennem Hækkernes urolige Løv, røbede noget Vaadt i det skiønne Øie. Ferdinand var stum, og holdt sin Pige uvilkaarlig haardt i Haanden. Bie her et Øieblik, sagde han endelig, jeg løber alt hvad jeg kan; jeg har smukkere Roser, end du: jeg vil hente dig den kiønneste blandt dem alle. Knopperne paa den synes allerede at love meer, end Blade.

    Hurtig, mens han løb, sammentraadte Louise Jorden om sin egen Rose, og brændende kyssede hun Elskeren, da han kom med sin, fordi den var skiønnere.