Skal jeg da skylde dig hver Tilvært til mit Vel?
Vil du min takkebundne Siel
Med evig nye Lænker binde
Min Glædes første, milde Skaberinde?
Skal jeg, o Psyche! eene af din Haand
Modtage hver den blide Himmels Gave,
Og hvert den blinde Lykkes Laan,
For i min Gields uløselige Baand
Til evig Tid at føle mig din Slave?
Skal evig ingen anden Lyst,
End den, at see dig uden Mage
Lyksalig alle dine Dage,
Min hele Siel med Længsels Vold indtage?
Vil du despotisk af mit Bryst
Hver anden Følelse forjage?
Hold op engang at giøre mig
Med Godheds evig uafbrudte Prøver
Saa tusend Gange mere lykkelig,
End slig en Orm at være det behøver?
O! denne Haand engang tilbage tag,
Hvormed Naturen lig, du Dag fra Dag
Foryngede Lyksaligheder
Omkring mig paa min Gang i Livet spreder!
Lad dog et lille Tidsrum gaae forbi,
Hvori jeg ei skal tænke dig, Veninde!
Med østerlandsk Afguderie
Mit Væsens eneste Velgiørerinde!
Saa knæler Geberen for Solen ned,
Der aldrig mørknet venlig smiler,
Og med fornyet Liv og Kraft og Munterhed
Hver Morgen gavmild til ham iler —
Han glemmer over Almagts Sendebud
Den Almagt, som det bød paa Himlen frem at ile —
Hold op, o Psyche! som Guds Sendebud at smile,
At over dig jeg ei skal glemme Gud.
X.