Phantasiestykke
i min egen Maneer.
i min egen Maneer.
I Himlen sidde Guds Engle smaae
Rundt om det store Catheder;
De sidde alle med Vinger paa,
Og blæse saa smukt i Trompeter.
Om Aftenen lægges Trompeten bort,
Madonna hun seer det ret gjerne;
Saa spilles der lystigt — ei Laps eller Kort,
Der leges med Maane og Stjerne.
Tidt triller en Stjerne fra Himlen ud,
Sligt kaldes paa Jorden et Stjerneskud.
I Himlen er der en smuk Musik,
Og Alt har Hjerte og Stemme;
Man kjeder sig aldrig et Øieblik,
Man føler, at her er man hjemme.
Tidt flyver en lille Engle-Trop
Herned til de jordiske Dale,
Og bringer de sovende Smaabørn op
Til Gud i de himmelske Sale.
Tidt tage de ogsaa en stakkels Poet,
At han kan fortælle den Stads han har seet.
O, det er en lystig, en underlig Tour,
Høit op over Ørn, over Ugle.
Dybt hænger Verden, det gamle Buur,
Med sine brogede Fugle;
Smaa-Englene synge saa pænt i Chor,
Og alle Sphærerne spille.
O Himlen er saa stor, saa stor!
Man føler sig ganske lille,
Den Voxne bliver et Barn igjen;
Som Børn vi komme i Himmelen.