De leged sammen, da de var smaa,
i Læ af det lange Dige,
de vidste — fra nys de kom til at gaa,
slet aldrig af andet at sige.
Og det blev ved gennem Barndommens Tid,
skønt lidet de ligned hinanden;
hun var stadig saa munter, saa blid,
med Fregner paa Kinden rød og hvid
og lysgule Krøller om Panden.
Men han voksed op som en underlig en,
hans lemmer blev tunge og svære,
han skoltred omkring paa de lange Ben,
som knap de kunde ham bære;
i Skolen sad han helst i en Krog
bladende rundt i en gammel Bog,
alene han helst vilde være.
De andre Drenge drilled ham tit,
men voved dog sjælden at drive det vidt;
de vidste jo nok, hvor grumme lidt
— det havde de tit erfaret —
der kunde faa ham fra Sind og Sans,
de frygted hans Øjnes forvildede Glans,
naar frem han for af sin vante Krog
og, ret som i Blinde, han om sig slog
— der var aldrig den Ting, han spared.
Den gamle Degn, han lod ham i Fred
og sagde, det skulde de andre med
og lade ham gaa, som han vilde;
han var dog ej til at tage med Magt,
men, naar en Ting blev ham venligt sagt,
som oftest adlød han stille.
Og værst ved sig selv, det var det, han var,
hans Hoved, det var som et skrøbeligt Kar,
og derfor de skulde ham skaane.
Han var jo en Træl af sit eget Sind,
ustyrligt, ret som den hvirvlende Vind.
De maatte jo altid vel huske paa,
hvor tungt Guds Haand over Stakkelen laa,
det var syndigt hans Nød at haane.
Skønt halvt kun Degnens Ord de forstod,
saa lystred de dog for det meste;
til Dels, kan hænde, af Mangel paa Mod;
for Degnen — til daglig var han saa god
og skikkelig, mer end de fleste;
men havde han sagt dem en Ting bestemt,
da taalte han aldrig den mindste Skemt,
og han kunde slaa som den bedste.
Dog kunde det hænde, en enkelt Gang,
naar Mellemtimen blev dem for lang,
og Degnen var ude af Stuen,
da stimled de hen omkring Sørens Krog;
en smækked i hans fedtede Bog,
imens en anden i Haaret ham drog,
og en ham visked med Huen,
og nogle sparked hans Træsko væk,
og alle de grinte og støjed;
da sad han først, som betagen af Skræk
skælvende, sammenbøjet;
saa for han op, han fraaded af Had,
— et Nu — og Flokken splittedes ad,
og saa blev der Jagt,
det gik over Bænke og Borde
— om Degnen raabte af al sin Magt,
det kneb ham at komme til Orde.
I Vendingen var dog Søren for sen,
og hastigt han faldt over egne Ben —
han vred sig paa Gulvet i fuldt Raseri,
han sparkede om sig, han skreg og han lo,
og da var der ikkun en eneste en,
der kunde faa ham en Smule til Ro,
en eneste en, der voved
at komme ham nær — det var An Mari;
hun hviskede til ham ganske stille
og lagde Haanden let paa hans Hoved —
da lyste hans Øjne ej længer saa vilde,
da kunde han græde,
hulke ned i de sandede Fjæl
af al den Vaande,
der fyldte hans arme Sjæl.
I Tavshed de andre stod og saa til,
en enkelt skammed sig, flere gabed;
det var dog næsten det særeste Spil,
som Søren endda sig skabed!
Og saa An Mari — den bette Korn Tøs,
at hun havde Drist
til at komme ham nær, som han laa og fnøs
og gloed, som Fanden var i ham løs —
det var dog særest af alt tilsidst.
Men Degnen, han lod de to have fri
af Skolen Resten af Dagen;
saa fulgtes de hjem ad den vante Sti,
hun var saa glad, hun snakked og lo;
— det kunde jo gaaet værre —
han slentred efter, saa bleg som et Lagen,
med Blikket i Jorden — en Hund, der tro
i Sporet følger sin Herre.
Med Læsningen maatte de andre i Gang,
saa ringe det saa dem hued;
Tiden blev da saa farlig lang;
og Degnen — havde han skændt og slaaet,
det kunde de endelig da forstaaet,
men ej en Gang med Tampen han trued,
og talte han til dem — saa sært det lød,
omtrent som skulde han til at græde —
han var da ellers ikke saa blød.
De dukked sig for hans bedrøvede Blik,
mens op og ned ad Gulvet han gik —
det var da ogsaa en bandsat Skik,
mon ej han snart kom til Sæde?
Til Præsten de fulgtes. Paa samme Vis.
Hun brød sig kun lidt om de andres Fnis,
naar ham hun blot kunde skærme;
tilbage holdt hun ham ofte nok,
naar det kogte i hans fortvivlede Sind
og løs han for paa den grinende Flok —
men hende selv faldt det aldrig ind,
at hende de skulde fornærme.
Og siden — saa blev de Kærestefolk;
hvordan og hvornaar, det vidste de knap
— der trængtes ej Ord — der trængtes ej Tolk —
de havde hørt sammen lige siden
det første, de kunde alene gaa,
der var ej andet at tænke paa;
de havde hørt sammen hele Tiden.
Og Søren, han gik ej længer saa slap,
han sled som en Hest i sin Faders Jord;
vel hørtes der sjælden af ham et Ord,
men Galsindet tog efterhaanden af
for hver Alen Mærgel, han krettede op
i Dyngen fra den nytagne Grav;
han kom efterhaanden mer i Trit,
fik bedre Styr paa sin ledløse Krop,
saa Folk de glemte, lidt efter lidt,
hvordan han før havde gaaet i Toget,
og at hans Forstand havde fejlet noget.
Saa var det, en Vinter med smaaskift Vejr,
det havde just tøet tre-fire Dage,
men nu havde Frosten paa ny vunden Sejr,
og blaa var Himlen og duften klar.
I Mærgelgraven han og hans Far
hang i med en Bænk, de havde tilbage,
de havde nys faaet Bunden øst tom,
nu maatte de stræbe — slog Vejret om,
da blev der ej mere Mærgel at tage.
Det var saa fedtet, det vaade Brædt,
hvorpaa han trillede op af Graven,
og Hjulet var skævt og skurrede let;
det kunde vel gjort den gladeste gnaven.
For hver en Smaasten, for hver en Knast
det gav et Sæt i Bryst og i Arme,
og Sveden frem under Huen brast
og løb langs Brynet i Draaber varme.
Men ufortrøden og uden Hast —
hvert Fodtrin i Leret saa tungt og fast —
langsomt han op ad Brædtet ælted,
som ej han agted dets Gliden og Gyngen,
indtil han naaede øverst i Dyngen
og, med et vældigt Befrielsens Kast,
den fejge Mærgel af Børen vælted.
Han rettede Ryggen og tørrede Panden
med Ærmet, saa stod han lidt og saa
langt ud imod Himmelranden,
der flettedes hen i det disede Blaa.
Den lave Taage, den laa saa stille
i hvert et Dalstrøg, i hver en Sig,
ad hver en Lavning, om nok saa lille,
tynd og let den strakte en Flig.
Da skræmtes han op af et halvkvalt Skrig,
det var Brinken, der skred!
i knugende Rædsel han sprang derned,
saa rask som de rullende Knolde,
„Hvor er I?” han skreg, „hvor er I, vor Far!”
der lød ej den svageste Lyd til Svar;
han laa under Leret det kolde.
Det maatte vel være, hvor Spadens Skaft
stak frem, til Haandtaget dækket,
han rev den op med hele sin Kraft —
„Gud fri os! den er jo brækket!”
Til alle Sider han Knoldene smed
i Kast ubændige, vilde;
det var jo med Døden, han stred;
hvis nu — hvis det nu var for silde!
Han agted ikke, det raslede ned
med Ler og Græstørv og Stene;
for Livet, for Livet han sled.
Da var det, det sidste af Brinken skred,
det tog ham, hans Fødder under ham gled,
det rev ham omkuld, det knuged ham ned.
Der laa han — afmægtig, alene.
Han vaagned lidt efter lidt af sin Døs;
det var knap, han en Haand kunde røre,
forgæves han prøved at vride sig løs,
han prøved at raabe — fortvivlet han fnøs;
det var knap, han sig selv kunde høre.
Han rased, saa Fraaden flød om hans Mund,
til Aanden han knap kunde drage;
saa græd han og jamrede svagt en Stund,
til atter i Halvbevidsthedens Blund
hans Sanser segned tilbage.
Et Fadervor begyndte han paa;
men bede, det kunde han ikke;
saa tit han begyndte, gik han i Staa
— om nu An Mari hun kom og saa
ham her under Knoldene ligge
— ja blot hun vidste, at her han laa,
An Mari, for hun kunde bede.
Saa blev det hele omkring ham sort,
det suste med tusinde Lyde,
og Jorden knuged ej længer saa haardt;
han tyktes sig langsomt, langvejs bort
paa vuggende Bølger at flyde.