En Sang til Dig, Du røde Syren;
Du gror paa det lange Dige,
der strækker sig vidt i Syd og Nord
imellem de mange Smaamænds Jord,
saa langt, saa langt og saa lige.
En Sang til Dig, Du røde Syren;
med svulmende Blomsterklynger
Du hilser Skærsomrens milde Sydøst,
men trodsig Du nikker mod Stormen i Høst
der Somren til Jorde synger.
En Sang til Dig, Du røde Syren;
slet aldrig Stormen Dig bryder;
for hvert et Pust Du rejser Dig let,
paa begge Sider af Diget tæt
de ranke Kviste Du skyder.
En Sang til Dig, Du røde Syren!
saa frejdig som stedse Du higed —
mod Vest over Fælden vissengul,
mod Øst over duggede Blomsterskjul,
paa begge Sider af Diget.