Der staar en Cykle ved et enligt Træ,
det eneste, der er paa hele Banken,
den er saa lav, den har et Rundjærnsknæ
paa venstre Side — det erstatter Kranken.
Dens Ejermand — en stakkels vanfør en —
har sat sig trygt og mageligt til Sæde
og strækker i det bløde Græs sit Ben;
det blev vel træt — var ene om at træde.
Med Blikket opad i det klare Blaa,
som gennemfor det alle Himles Vidder,
han følger Svalerne — saa højt — saa smaa —
og lytter glad til deres glade Kvidder.
Han rejser sig — han pudser Krank og Styr
og visker Støvet bort af Sadelkanten;
det er som Kærtegn til et trofast Dyr,
en Hest, der venter troligt, hvor man bandt den.
Det er med lidt Besvær, han kravler op;
det gaar endda; han stiver sig ved Træet.
Den falder tungt til Sadelen, hans Krop,
hans Træben støtter fast mod Rundjærnsknæet
Han puster lidt — et Smil om Munden staar:
Det gik jo prægtigt uden Assistance!
Han sætter af fra Træet, og det gaar
af Sted i en stilfærdig, tryg Kadence.