Det hvirvler af Sne over Tag og Top,
det sner over Verden vide,
Erindringen lukker sit Vindu op
mod Egne stille og blide.
Den stumme Taage, der stod saa tæt,
er veget for Fnuggets Tale,
det hvisker saa fint, det falder saa let,
det danser i Sindets Sale.
Den gamle Verden blev ny og fin
i Fnuggene sødt forfløjne,
den ligner en Festsal af Musselin
og Smil og blaanende Øjne.
Usanseligt spiller en Melodi
til Fnuggenes Dans derude,
der danser saa mangen Drøm forbi
bagved min duggede Rude.
De vinker til mig, de vinker og ler,
det sner over det, der har smertet,
jeg vinker igen, mens det sner og sner,
og hilser, med Haanden mod Hjertet.