Snestormen pisker paa Ruder
i Timerne stille og sene,
sammen med dig, du Bebuder,
er jeg dog aldrig alene.
Glæden kan pludselig blegne,
og Fjendekobler staa rede,
er jeg i dine Egne,
smelter min Sorg og min Vrede.
Smerten og Vreden og Harmen
kan gøre mig krum og ukendelig,
tog du mig tyst ved Armen,
blev Skammen dyb og uendelig.
Jorden er frossen og bar,
den ligger i Taushedens Tynge,
sammen med dig, lille Fa’r,
begynder en Fugl at synge.