Han lytted længe til Husets Lyde,
mens grønne Skygger i Kamret skumred,
ban hørte Stilheden sagte syde,
og alle Lyde faldt hen og slumred.
Han havde lyttet til denne Klappen
af nøgne Fødder, som sprang og dansed
henover Loftet og opad Trappen,
smaa Barnefødder — nu er de standset.
Og midt i Dansen han kunde kende
de Voksne hen over Gulvet vanke,
de gik, som gik de til Verdens Ende
i Aftentavshed og Eftertanke.
Nu sover alle paa deres Puder,
hvert lille Barn og hver stor bedrøvet, —
han ser sig om i et Rum, hvis Ruder
som store Øjne er vendt mod Løvet.
Helt bar er Væggen, i Aften slettes
af Kalkekosten saa mangt et Stykke,
saa mangt et Billed, hvorved han trættes,
her staar kun Sengen, en ensom Lykke.
Men gennem Vindvet det aabne lister
sig Sommernatten, den store Øse
af fjerne Dufte, af Glans, der frister
ham ud mod Gud og det grænseløse.
De store Trækroner staar og gynger,
i Suset taler de gamle Myter,
Guds Fugle sagte i Natten synger,
og Døden standser et Sted og lytter.