Barnet, som nylig løb og leged her,
tumled i Seng og sovned med det samme,
nu er det stille, nu er Natten nær,
Løvet alene bruser om sin Stamme.
Huset det hvide sløres, blegner bort,
Stuen er Stuen, der engang har været,
hvor er det henne, dit og mit og vort?
Ruderne slukkes som Erindringsskæret.
Ahornen bølger i sit dunkle Skrud,
langlige Brus ind i mit Øre liste,
indtil jeg selv i Natten bruser ud:
Jeg er et Træ med Rod og Løv paa Kviste.