Herre med Ære
Til P. E. Tange-Müller paa Sophienberg.
Til P. E. Tange-Müller paa Sophienberg.
Skyen sejled i Himlens Blaa,
og Lindens Løv slog Følge
med Kornets hviskende gule Straa
og Sundets vandrende Bølge.
Der laa en gammel og fornem Gaard
bag Lindens viftende grønne Haar.
Tiden tøvede — Tidens Fugl
stod stille, svæved paa Vingen,
i Havens grønne og dybe Skjul
gik Somren og ellers ingen —
der laa kun et Menneske paa sit Knæ
og luged og gav sine Blomster Læ.
Og Træet talte. Almægtig stor
var Sommerens brusende Stemme.
Jeg spurgte den gamle, der luged sin Jord,
om Husets Herre var hjemme,
Han rejste sig høfligt, rømmede sig
og smilte stille og smukt: Det er mig.
Jeg saa ham just i den rette Stund:
Skyerne gik over Støvet,
Bølgen skinned i Øresund
og Vinden vandred i Løvet.
Og midt i Somren han selv paa Knæ —
ved Sundet under det grønne Træ.
Der rejses saa mangt et dystert Tegn
ved Livets rindende Floder,
men altid blinker en grønklædt Egn
bagved hans sorte Noder:
de blanke Bølger, det grønne Træ
blev set af En, der faldt ned paa Knæ.
Der er saa mange i Dannevang,
der gerne vil Herre være,
han, der lagde saa dansk en Sang,
han var det altid med Ære,
han knælede ned for den Sommer blid
og lod den opstaa ved Vintertid.