Jeg gik en aarle Morgenstund,
Hvor Klintens hvide Kyst
Bedækker med en Bøgelund,
Som med et Slør, sit Bryst.
Jeg havde mange Doner sat
Med Rønnens røde Dusk,
Og søgte nu, hvad Fangst i Nat
Mig bragte Blad og Busk.
Men tomme mine Snarer hang!
Hvert Bær bortsnappet frækt
Af Fuglene, som sang og sprang
Paa alle Qviste kjækt.
Hvor Kilderne med Skummet hvidt
I Dybet ned sig snoe,
Forbittret knagede mit Skridt
Paa Klintebækkens Bro.
Skal selv den mindste Fugl paa Green
Undslippe mine Baand?
O, er der ei i Verden een,
Som flyver i min Haand?
Mod Havet faldt mit Blik — hvor blankt,
Med Horizontens Duft
De brede Bølger milelangt
Gjenspeiled Himlens Luft!
Jeg saae — hvad var det vel, jeg saae?
Hvor Klinten skraaner huul?
En Rede i de fine Straae!
Et yndigt Fugleskjul!
Af Tjørnebusken oversneet,
Sad hun, det muntre Barn,
Som jeg af Alle helst gad seet
Hildet i mine Garn.
Straahatten slængt i Græsset hen,
Og Handskerne derhos —
Et Blad Papir, en Blyantspen
Paa Kampestenens Mos.
„O, hvilken Udsigt“, raabte hun,
„Fra denne Plet! Hvor smukt!
Den hvide Klint! det blanke Sund!
Og Fiskemaagens Flugt!
Hvormange Skibe! — „Seer jeg ret,
Saa øiner man kun tre.“
Hun rakte mig sin Guldlorgnet:
„Nei, der er flere, see!“
Jeg havde aldrig Søen seet
Saa blank, saa klar, saa fuld —
Jeg havde aldrig Jorden seet
Saa grøn, saa frisk, saa huld —
Jeg havde aldrig Himlen seet
Saa blaa, saa stor, saa varm —
Som gjennem denne Guldlorgnet,
Der hang ved hendes Barm.
Omslyngt af gyldne Ringe smaa
Hun bøied Nakken blidt —
Jeg hørte hendes Hjerte slaae —
Det slog saa nær ved mit.
Omkring os var et Trylleskjær,
En Dæmring underfuld,
Hun maatte rykke mig saa nær,
Omslyngt af Kjædens Guld.
I Donen ingen Jægers Haand
Fandt nogen Hals, saa fiin,
Som den, Lorgnettens Fangebaand
Paa Klinten gav i min.
Men Fuglen, jeg i Slyngen fik,
Var ikke qvalt og død —
Lyslevende de klare Blik!
Og Kinden rosenrød!
Saa yndig laae hun i mit Net,
Saa sky og dog saa øm,
Saa flygtig flagrende og let,
Som Englen i en Drøm.
Kan det da falde Nogen ind
At lægge mig til Last,
At med et freidigt Jægersind
Jeg holdt mit Bytte fast?
At medens Søens friske Vind
I bløde Blomster gik,
Vi henrykt hviilte — Kind mod Kind
Et saligt Øieblik!
At i den svale Bøgelund,
Mens alle Fugle sang,
Vi stille mødtes — Mund paa Mund —
For første — sidste Gang!