Hvor mig Kastraterne ynkede,
da min Røst tog sig Frihed og Lov;
de klagede, og de klynkede,
at jeg var altfor grov.
Og straks de begyndte at lokke,
at fløjte pæntforpint;
det klang, som man slog paa en Klokke,
og Trillerne lød saa fint.
Om Elskovslængsel de hviskede,
om Elskov og Elskovsbrunst,
og Damerne, som var de piskede,
græd over saadan en Kunst.