Min søde Glut, naar du er død,
og Gravens Sten dig dække,
da gaar jeg langsomt til dig ned
og vil mig hos dig lægge.
Jeg kysser, favner, jeg trykker dig,
du stille, du blege, du blide!
Jeg skælver, græder, og til et Lig
jeg bliver selv ved din Side.
De døde staar op til luftig Dans,
naar Midnatsklokkerne larme;
vi to, vi blive i Gravens Dyb,
jeg hviler i dine Arme.
De døde staar op til sidste Dom,
til evig Kval eller Glæde;
vi to bekymrer os ej derom,
vi bliver rolig dernede.