Mørke Ranker laae paa Muren,
Stjernerne begyndte funkle;
For det gamle Helgenbilled
Brændte Lygten i det Dunkle.
Gamle Kone ved din Krykke,
Du, hvis brune, svage Hænder
Dag og Nat maae flittig passe,
At Madonnas Lampe brænder!
Tag imod vor Mildhedsgave!
Beed Andægtige, som knæle
I Capellet, løste Bønnen
For to elskovsfulde Sjæle:
At den Kummer, som de føle,
At den Byrde, som de bære,
At de Taarer, som de fælde,
Og den Uro, som de nære —
At det Alt, som disse Flammer
Under Nischens sorte Bue,
Stadigt maa vedligeholdes
Samlet i en hellig Lue;
At det Alt, som disse Flammer,
Der sig brændende fortære,
Maa med sine sidste Straaler
Lyse Kjærlighed til Ære!
1836.