Sonnet
(til Sibberns Erindring)
(til Sibberns Erindring)
Mørk over mig sig sorte Graner bued,
Skyedragen skjulte Stjernens Zitterglands
I hver en Fjeldkløft Nattens Aander trued,
For Tvivlens Afgrund svimlede min Sands.
Med rædsom Alvor Klippen paa mig skued,
En Gysen foer i Høstens gule Krands,
Blaalige Flammer over Dybet lued,
Forfærdet flygted lysen Alfedands.
Men Gud er nærmest os, naar størst er Nøden!
En Engel sendte han med Tryllestaven,
Berørt af den mit Øie sig oplod.
Og see — nu spired Livets Frugt af Døden,
Sig Aanden svang forklaret over Graven
Og Synden tvetted Jesu med sit Blod.