Vug mig, Mor,
mens min spæde Livskim gror;
vug det Onde af min Vej,
vug det Sunde op i mig!
Vug mig, Mor,
mens mit Pust i dit sig snor.
Vug mig, Mor,
nu da Rug til Ringlen gror.
Lærkesang paa Søndenvind
smyger i din Nynnen ind.
Vug mig, Mor,
saa jeg rank som Rugen gror.
Vug mig, Mor,
ved en Bøn for det, du tror.
End vi vakler samme Vej,
siden kanske slipper jeg!
Vug mig, Mor,
mens vi trygt det samme tror!
Vug mig, Mor,
varsomt i mit Skæbnespor;
vug mig til en helstøbt Mand,
glad ved Hjem og Fædreland.
Vug mig, Mor,
til at staa ved Arv og Ord!
Vug mig, Mor!
Løs saa op din Trøjes Snor,
da bag Barmens Særkesøm
di’r jeg til mig Livets Strøm.
Vug mig, Mor,
mens ved dig jeg di’r mig stor.
Vug mig, Mor!
I din Aande Søvnen bor.
Naar jeg sænker Øjet i,
svæver Drømmens Gud forbi.
Vug mig, Mor!
Snart jeg følger i hans Spor.
7/8 1915.