Det var i den Time, hvor Ax og Rør
sig sænker mod Aftenrød,
at et legende Barn kom til min Dør
saa tindrende glad og sød.
Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort
nedringled paa Axlen frit,
og Blikket, saa kandisbrunt og stort,
omsvævede skjælmsk og blidt.
Hun smuttede ind og ud igjen,
som Straalen gjennem et Glar,
imens en vimrende Hundehvalp
hun løftede op og bar.
Hun legede ned ad min Trappesten
med Blomster og Hund og alt;
hun legede under den Rosengren
paa trinde, fjedrende Barneben.
Da midt under Legen hun faldt!
Hvorledes? hun rejser sig ikke op!
Hun løfter ej Haanden mer;
det sprælske Knæ og den lille Krop
nu ligger saa tungt som Ler.
— Du elskede lille Edith-Sjæl,
som vied til Sorg mit Hus,
end staar der Spor af din Barnehæl
herudenfor i mit Grus.
Du lille Straale fra Livets Vaar,
hvi havde du al den Hast?
— En Straale kommer, en Straale gaar,
og ingen kan holde den fast.
Du gled tilbage mod Dybets Favn
til Solen, der sendte dig ud.
De Vise strides om Solens Navn,
de Grædende kalder den: Gud.
6/8 1914.