Jeg pløjede min Ager fra Øst og til Vest,
at pløje var mig altid som en Fest —
jeg pløjed uden Ro, uden Rist,
Herre Christ,
til Krigen tog først mig og saa min Hest.
Mit Hors, som jeg har klappet paa Mulen mangen Gang,
fordi det gik saa villig for sin Stang,
dets Bug rev de op med en Gnist,
Herre Christ,
nu ligger hun som Aadsel fjærnt i Vang.
Min Plov staar nu og ruster og synker halvt i Jord,
mens Ukrudt om Muldfjælen gror;
min Hvede, som jeg saa’de der sidst,
Herre Christ,
af den har Ravne næppe levnet Spor.
Min Hustru, min Anna, som sammen med mig stred
fra Sol stod op, til møjsom den gik ned,
mer ribbet nu end Kragen paa Kvist,
Herre Christ,
den Stakkel gaar en Tiggers tunge Béd.
Og mine raske Drenge saa ferme alle fem,
den yngste dog den kjæreste af dem,
hvem gir dem deres Brød uden Brist,
Herre Christ,
naar deres Far nu aldrig vender hjem!
Jeg pløjede min Ager med Hors og med Hest,
jeg pløjed den, som gik jeg til en Fest;
jeg pløjed den saa gjærne som sidst,
Herre Christ,
om ej jeg havde mine Hænder mist.
Vinter 1916.