Naar Vildgaasen larmer Valborgnat,
hvem lægger sig da til at sove?
Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat
langs Fjord og knoppende Skove.
Derude straaler en Stjærne saa stor,
at helt den fylder mit Øje;
den samme Stjærne forvist jeg tror,
jeg saa over Barndommens Høje.
Og Vibeskriget rækker saa langt;
dog længere Længslerne rækker.
Hvor bliver éns Hjærte bitterlig trangt,
naar Klyden i Majnatten trækker!
Det pipper i Mos, og det pibler i Græs,
det sprætter i hældende Kroner;
der kommer en Duft fra det yderste Næs
af tusinde smaa Anemoner.
Saa ensomt bræger det spæde Lam
paa Bakken langt i det fjærne,
og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam,
som sang det fra Stjærne til Stjærne.
29/4 1916.