Hvem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Røsten,
thi jeg har hørt den stændig op gjennem trange Aar:
„Kong Faraos” Jordemoder, den hvasse Paaskeøsten,
sendt ud for at dræbe den nyligfødte Vaar.
Som Is er hendes Aande, saa hæs er hendes Strube
og alt, hvorved hun rører, det krymper ind af Kuld;
hun driver Bien baglænds tilbage i dens Kube
og fryser hver en Spire, der pipper over Muld.
Det lille Lam, som lige er trippet ud til Gavlen —
hun kan det ikke unde det allermindste Læ,
hun blæser det i Toet, saa det faar ondt om Navlen
og stankler om og bjæler, det lille Mæhæ.
Og Bellisen, den Blomst, som er altid først paa Pletten,
den faar saa røde Øjne i Paaskeøstens Vind,
som krænger den paa Vrangen og pjusker den paa Retten,
saa den ad Jorden strækker sin lille kolde Kind.
Og Rugen hist paa Bakken den løfter let paa Bladet,
mens vidt om Lande glaner dens hvide Flintesten,
men før dens matte Knæ blir af andre Vinde badet,
før kan den ikke rankes til Stængel eller Gren.
Altanens Ranker rasler saa tørre som en Knokkel,
og Kakkelovnen ryger, for Røgen vil „slaa ned”,
den gule Krokus dunker sit Hoved mod min Sokkel,
og Hanens Galen lyder saa arrigt som en Ed.
Og Bedstefar han skyder sig kuldskjær ud af Døren,
hvor Barnet staar og titter med hvide Vanter paa,
og rund i Ryg han standser i Stakkens Læ hos Søren
og prater om, hvor tidlig man fordum kunde saa.
Men Paaskeøsten skaver i Skar og Kjæmpehøje
og slænger efter Harven det vildførte Sand,
og Lærkeungen ligger med dens Støv i sit Øje,
og Plovmanden føler dets Knasen ved sin Tand.
Da vaagner jeg en Midnat og hører noget hænde:
Da drejer Gud deroppe sin tunge Møllehat!
Snart hvisker det — og drypper ved Gavlens søndre Ende.
Og tusind Skove knoppes i én eneste Nat!
7/4 1916.