Ung Kjesten red sine Foler tilvands
— horrihej! —
Der sad ved Aaen den sorte Frans
— horrihej.
Og Frans han hvøvted, og Kjesten gled
paa nøgen Fod i hans Arme ned —
hor-ri-hej!
Gud naade dig, Kjesten, i Franses Arm,
— horrihej —
thi aldrig du laa ved saa falsk en Barm
— horrihej. —
Han lokker alle de Piger smaa,
der færdes om Kvæld ved den dampende Aa
— hor-ri-hej!
Hvad hjælper Vægren en Pigelil
— horrihej —
naar Natten kogler, og Manden vil
— horrihej. —
En Sivbusk ved en lullende Aa
er svigefuld Grund at hvile paa
— hor-ri-hej!
Det var alt langt over Midjenat
— horrihej —
før Kjesten fik sine Foler fat
— horrihej. —
Saa blussende rød hun hjemad red,
hans Kys, — endnu de paa Kinden sved
— hor-ri-hej!
Ej mere saa hun den sorte Frans
— horrihej —
Ej mere rider hun Føl tilvands
— horrihej; —
men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa,
mens Taarer drypper paa Vrist og Taa
— hor-ri-hej!